Alt om webanalyse & tracking

29
december

Fantastisk webanalyse år bag os

År 2009 var et fantastisk år for alle med interesse for webanalyse. Nyhederne har stået i kø, både i forhold til de eksisterende værktøjer, men også i forhold til nye. Da jeg startede bloggen i november 2008 frygtede jeg at det ville blive svært at finde på indhold til blogindlæg, men 2009 viste at det er en branche, der vil frem, og som har behov for massiv dækning.

Advarsel: Det bliver ikke et kort indlæg, for det er ikke muligt. Så læn dig tilbage med kaffen, eller fokuser på de afsnit som vedrører dig mest. Nogle af nyhederne kan du læse mere om i linket til det oprindelige blogindlæg, mens andre ikke nåede at blive omtalt på bloggen.

Webanalyse Værktøjerne

Google Analytics, Yahoo! Web Analytics, SiteCatalyst, Netminers, Clicktale, CrazyEgg, Woopra, Gemius, Google Website Optimizer. De er alle listet under webanalyse udbydere her på sitet, og så godt som alle har virkelig leveret nyheder.

Google Analytics

Google Analytics havde ikke blot et højdepunkt, men hele tre i mine øjne.

  • I foråret kom API til Google Analytics, hvilket har åbnet for nye muligheder. Siden frigivelsen er der kommet flere og flere interessante programmer, som benytter sig af dette. Fx applikationer til telefoner mv.
  • 20. oktober kom den største Google Analytics nyhed, som ikke blot indeholdt en enkelt ny funktion, men en perlerække af nye elementer. Både nye funktioner som Intelligence, flere mål, flere custom variable, ny mobil sporing og meget mere. GUF GUF til os alle.
  • 1. december kom så nyheden om den nye sporings kode. I mine øjne også en stor nyhed, som giver nye muligheder for sporingen i fremtiden.

Udover de tre store nyheder har der været en lang række mindre, såsom justeringer i GA opsætningen, avanceret filter (som jeg dog stadig jubler over, for det er fantastisk), avancerede segmenter og custom rapporter kom ud af beta, feedburner blev integreret (ses pt under kampagner) og meget mere. Google Analytics Urchin (betalt udgave, som bruger logfiler) har også opgraderet.

Google har for alvor vist at de mener analyse seriøst. Vi kan kun håbe at festen fortsætter ind i 2010.

Yahoo! Web Analytics

2009 blev året hvor Yahoo! Web Analytics lod navnet Indextools forsvinde endnu mere. I foråret blev den endelige strategi meldt ud – gratis kontoer til alle, men det skal gå gennem en partner. Mange havde håbet på at det lige så let at få en konto som med Google Analytics, men sådan blev det desværre ikke (hvilket dog var forventet, da værktøjet og deres servere slet ikke ville kunne tage sådan et enormt pres).

YWA´s største nyhed i forhold til funktioner var muligheden for at se brugernes køn og interesse, og samtidig skiftede al kode til version 5.0. I juni stod den derfor på imigrering, og til næste forår er der nok en hel del, som får brug for at læse Dennis´ bog (her kan man ikke længere nøjes med en let imigrering af kode v.4, men skal have skiftet helt til v5.0).

Mit indtryk er at opkøbet til Yahoo og partner-strategien har gjort brugen af værktøjet endnu mindre i Danmark. Det er synd, for YWA er fx Sitecatalyst langt overlegent når der skal analyseres.

Sitecatalyst

For Sitecatalyst blev 2009 ikke året hvor der kom store forbedringer i værktøjet, men derimod blev nyheden at Omniture blev opkøbt af Adobe. Omniture bød på flere nyheder i form af udvidelse af paletten af værktøjer, men det hjælper stadig ikke dem, som bruger Sitecatalyst, og betaler for dette værktøj. Så jeg venter spændt på om Adobe kan give et skub til udviklingen af Sitecatalyst. Far er ikke sur, far er skuffet.

Clicktale

2009 blev året hvor der for alvor kom fart under de mere specifikke analyseværktøjer, hvilket er en fantastisk ting. Clicktale er et levende bevis på dette, og er ikke længere blot et værktøj til at lave en videooptagelse af brugernes adfærd. Clicktale er værktøjet der i højest grad viser at der kan laves kvalitative undersøgelser uden at man skal samle testbrugere og have dem forbi og betale kassen for dette. Deres seneste tiltag er heatmap på baggrund af brugernes musebevægelser. Musen følger ofte øjnene, så i stedet for at betale for en omkostningstung eye-tracking med 6-8 respondenter, så kan du i stedet bruge Clicktale til at registrere flere hundredes adfærd med musen til en brøkdel af prisen. Det kan i øvrigt tilføjes at danske Michael Kjeldsen vandt 1. præmien i deres konkurrence omkring brugen af dette – Super cool!

Clicktale har i 2009 vist at de vil og kan, og jeg er sikker på at vi ikke har set det sidste fra dem endnu.

Woopra

Et af de værktøjer som jeg ser flest danske sites har taget til sig er Woopra. I nogle år har Woopra været i beta og under udvikling. Men endelig i slutningen af 2009 stoppede beta-perioden. Denne ændring har betydet at Woopra nu ikke længere har lige så mange funktioner i den gratis udgave, men til gengæld betyder det at det er muligt at købe sig til en udgave, som langt flere kan få glæde af. Der er nemlig rykket på det maksimale antal besøg, og hvis det stadig ikke er nok, så kan man sende en mail til dem.

Woopra er også blevet videreudviklet i 2009, og blandt andet er Google Maps integreret i deres web-udgave.

I mine øjne er Woopra langt fra brugbart som det eneste webstatistik værktøj, så det er spændende at se om de videreudvikler værktøjet til at kunne det samme som Google Analytics (fx opsætning af mål, kampagnesporing mv), eller om de vælger af gøre det endnu mere et niche-værktøj. Personligt håber jeg det sidste, da der ikke er noget galt i at have begge værktøjer på ens hjemmeside.

Gemius

Oh, Gemius gemius. I 1. kvartal 2009 skrev FDIM at Gemius traffic var helt vildt opdateret, og jeg tog meget forventningsfuld til præsentation af alle nyhederne. Men i stedet for at videreudvikle Gemius Traffic så havde de brug tid på at give Gemius Audience brugerne mulighed for at skifte farve i interfacet. Så jeg sidder naturligvis og skifter mellem alle farverne hver dag og får fuldt indblik i brugernes adfærd og optimeringsmuligheder ud fra dette.

Til juli 2010 udløber den periode, som de vandt. Jeg ved ikke om FDIM sender målingen i udbud igen, eller om de kan forlænge uden. Hvis der ikke kommer udvikling inden sommer, så vil jeg næsten anbefale FDIM at bede medlemmerne om ikke at bruge systemet, men kun have det installeret til at levere officielle trafiktal. Så kan sites som DMI.dk og FDIM.dk måske få øjnene op for andre værktøjer, så de kan se hvad webanalyse i virkeligheden er.

Far er ikke sur, far er opgivende… Til gengæld lover jeg at prøve at påvirke udviklingen i positiv retning de næste 6 måneder :-)

Netminers

Danske Netminers rørte også på sig i 2009. Deres nye interface blev lanceret og de har også fået ny hjemmeside. Jeg selv oplever flere og flere, der skifter til det danske system, og de vinder dermed en smule markedsandele i Danmark. Jeg har fået Immeria til at tilføje systemet til WASP, så med den nyeste version kan du nu se om websitet bruger Netminers.

Udover muligheden for adfærdsbaserede brugeranalyser, så synes jeg det er interessant at de ikke bare har lavet en dansk udgave af Sitecatalyst eller lignende, men er gået lidt deres egne veje med egne metrics. Med Netminers kan du fx se procentdelen, der er gået tilbage til siden de kom fra før, og på den måde se hvor mange brugere, der “fortryder” i deres navigation.

CrazyEgg

Fra at være klassens frække dreng, og lille fikse værktøj, så er de i mine øjne blevet overhalet ganske meget på det sidste. Nyheden i 2009 fra deres side er en ny kode, som bl.a. skulle hjælpe på loadtiden når du skal se dine rapporter. Men ellers er produktet ikke udviklet de seneste år. Det har den fordel at det stadig er et simpelt værktøj med en helt specifikt formål. Men i mange tilfælde er Clicktale nok mere interessant…

Google Website Optimizer

Googles andet ben ift. optimering – Website Optimizer – kunne også bringe nyheden om at GWO nu tilbød API. Som sådan stod GWO ellers ganske stille i et år, hvor det fint kunne have budt på en bedre integration til Analytics.

Lad 2010 blive året hvor det er to fuldt integrerede værktøjer.

Webanalyse branchen

Både internationalt og lokalt bød 2009 på spændende elementer:

Web Analytics Wednesday

I 2009 kom der for alvor gang i Web Analytics Wednesdays i Danmark. Der blev afholdt en række arrangementer både i København og Århus, og det har uden tvivl været med til at øge interessen og forståelsen for webanalyse i Danmark. Selv ser jeg det som en fantastisk mulighed for at få snakket med kollegaerne i branchen, og fået set præsentationer fra mange spændende profiler, både fra ind- og udland.

Vi skylder alle Steen Rasmussen fra IIH Nordic en stor tak for det store arbejde han har lavet for at få dette op og køre. Hvis du skulle ligge inde med forslag til emner, oplægsholdere, stille gode lokaler til rådighed eller sponsorere en event så er jeg sikker på at han bliver glad for en mail.

Web Analytics Solution Profiler – WASP

En lidt mere nørdet 2009 nyhed, men WASP blev solgt til Iperceptions. Desuden blev Netminers som nævnt tilføjet.

Jeg håber personligt at denne overtagelse kan gøre værktøjet endnu mere avanceret, da der i mine øjne er masser af muligheder for gøre værktøjet endnu mere brugbart for fuldtids webanalytikere/konsulenterne.

Den Danske Branche

Der er så småt begyndt at dukke flere og flere op, som tilbyder hjælp til Analytics. Det er en naturlig udvikling, da behovet bliver større og større i virksomhederne, og det er kun positivt med flere folk til at bidrage til fokus på Analytics. Desværre begynder man også at høre om telefonsælgere af analytics, der end ikke ved hvad e-commerce tracking er, hvilket desværre viser at det måske ikke er alle, der har kompetencerne helt i orden.

Så i takt med det stigende udbud skal virksomhederne huske at være mere vågne og kritiske, og gerne gå sælgerne lidt på klingen i forhold til hvordan de vil løse en konkret opgave. Spørg fx efter tidligere referencer, med kontaktperson og telefonnummer for at høre om erfaringen.

Meget interessant er der begyndt at komme jobopslag fra virksomheder, der opretter nye webanalytiker stillinger. Nye som i “Vi har aldrig før haft en webanalytiker – nu er det på tide”. Dejligt at se. Det næste interessante er så om der er kvalificerede ansøgere… Ellers uddanner jeg dem gerne.

Bøger

I 2009 kom der flere nye bøger om webanalyse og specielt tre af dem synes jeg er meget interessante.

  • Avinash udgav Web Analytics 2.0, som opfølger på Web Analytics, An hour a day.
  • Steve Jackson skrev bogen Cult of Analytics, som fokuserer på KPI´er - anmeldelse følger.
  • Dennis Mortensen skrev bogen Yahoo! Web Analytics. Læs anmeldelsen her.

Alle tre bøger er spændende og brugbare for alle, med interesse for webanalyse. Jeg har endnu ikke nået at læse dem alle til ende, men kan allerede nu godt anbefale at få fat i bøgerne. Selv Dennis´bog, som er værktøjs-specifik er interessant for alle pga. analysemetoderne. Rigtig god inspiration.

Webanalytiker.dk

År 2009 blev første hele år, hvor der har været en fantastisk udvikling. I forhold til mange andre sites er besøgstallet endnu ikke imponerende, men en løbende stigning og en masse positiv feedback gør at jeg synes det har været et super godt år.

Danmarks første webanalse forum kom også frem i lyset, og forhåbentligt bliver år 2010 året hvor det for alvor bliver fyldt med aktivitet.

Ikke kun besøgstallet er steget, men også antallet af tilmeldte til rss-feedet. Grafen viser en tydelig konstant stigning (den grønne er tilmeldte). I mine øjne handler det ikke kun om denne hjemmeside, men om en stigende interesse for emnet. Det er begyndt at gå op for det danske erhvervsliv at der rent faktisk er rigtig god økonomi i at investere i både værktøjer og personale.

Webanalytikeren

Personligt bød 2009 også på spændende oplevelser. Men de to største bliver dog i januar 2010 – Jeg glæder mig utrolig meget til at gå i gang som Analytics Manager hos Pentia, og ikke mindst at få fingrene godt ned i Sitecore Online Marketing Suite. Adfærdsbaseret indhold er helt sikkert vejen frem til højere konvertering, samtidig med at det målrettede indhold skal testes. Disse to punkter er det mest solide fundament til konverteringsoptimering.

Januar byder også på min første større udgivelse i form af en webanalyse og Google Analytics bog. Der er knoklet on/off i et år, så det bliver spændende at se hvordan den modtages.

Ellers bød 2009 på to artikler på kommunikationsforum, ekspertblogger på Computerworld med foreløbigt et indlæg samt gæsteindlæg på flere blogs, herunder Rosenstands og Lars bachmann. De SEO folk har alligevel forstået lidt ;-) Søger man på “Webanalyse” er 6 ud af 10 resultater indhold jeg har skrevet, så lidt er det da blevet til rundt omkring.

Og nåja, så har jeg et par projekter mere i ærmet, men den større offentliggørelse kommer først i 2010 eller senere.

Hvad husker du bedst fra 2009, når du kigger tilbage med analyse-brillerne på?

Category : AB test | Avinash | Clicktale | CrazyEgg | Gemius | Google Analytics | Google website optimizer | Nyheder | SiteCatalyst | Sitecore Online marketing suite | Web Analytic Wednesday | Webanalyse bog | Webanalyse branchen | Woopra | Yahoo! Web Analytics | Blog
28
maj

Webanalytiker.dk skriver om måling af nyhedsbreve på kommunikationsforum.dk

Så er webanalytiker.dk klar med endnu en artikel til kommunikationsbranchen. Denne gang omhandler det måling af nyhedsbreve, herunder hvordan FDIM´s nye nyhedsbrevsmålingssystem måske ikke helt måler det mest værdifulde.

I artiklen omtaler jeg at der er to sider af en måling når det drejer sig om nyhedsbreve:

  1. Kendskab til brugen af selve nyhedsbrevet
  2. Kendskab af brugen af sitet på baggrund af nyhedsbrevet
Den første gruppe vedrørende brugen af selve nyhedsbrevet omhandler målinger som
  • Hvor mange sendes nyhedsbrevet til?
  • Hvor mange får rent faktisk nyhedsbrevet i deres indboks (dvs. antallet, det sendes til, uden de mails, som bouncer pga. ugyldig mailadresse eller andet)?
  • Hvor mange åbner nyhedsbrevet?
  • Hvor mange gange klikkes der på de forskellige links i nyhedsbrevet?
Det er alt sammen målinger af elementer, som sker VÆK fra ens website, nemlig i en mail indboks.
Den anden gruppe omhandler, hvad der sker, når en bruger har klikket på et link og kommer til ens website. Det er fx:
  • Hvor mange besøg genererer nyhedsbrevet i alt?
  • Hvor mange forskellige brugere besøger sitet på baggrund af nyhedsbrevet? (Nogle klikker på et link i nyhedsbrevet, lukker sitet ned, klikker på næste link, lukker sitet ned, osv., og vil på den måde tælle som flere besøg og klik. Det renses der for i dette, og man ser, hvor mange personer der rent faktisk besøger sitet på baggrund af nyhedsbrevet).
  • Hvor mange sidevisninger bliver der i alt genereret på baggrund af nyhedsbrevet? Her menes ikke kun, hvor mange der læser præcis den artikel eller produktbeskrivelse, der blev linket til i nyhedsbrevet. Nej, her menes alt i alt. Dvs. hvis brugerne klikker på et link i nyhedsbrevet og browser videre i samme besøg og når at se tre sider hver, så vil 1.000 besøg samlet set give 3.000 sidevisninger.
  • Udfører brugerne nogen værdiskabende handlinger på dit site på baggrund af et besøg fra nyhedsbrevet? Det kan være brug af ”Tip en ven” eller tilmelding til andre tjenester.
  • Den ultimative værdiskabende handling er selvfølgelig et salg. Hvor mange har købt i et besøg fra nyhedsbrevet?
  • Præcis hvilke produkter og produktkategorier der blev solgt på baggrund af præcis hvilket link i nyhedsbrevet
  • Test af, hvad der fungerer godt og skidt i nyhedsbrevet. Test et stort produktbillede op mod et link med teksten ”KØB HER”. Eller måske du bør teste om ”Køb nu” virker bedre end ”Køb allerede i dag”. Test ikke kun, hvor mange der klikker, men også, hvor mange der går hele vejen og køber.
  • Eller test to helt forskellige nyhedsbreve – lav to versioner og se, hvilken version der gav flest sidevisninger og salg = størst omsætning.

For mig er der ingen tvivl om at del 2 er absolut mest værdifuld for websites. På trods af en lidt vedvarende kritik af Gemius Traffic, så er jeg sådan set ikke ude på at kritisere dem. Jeg synes blot det er utrolig ærgeligt og surt for alle FDIM´s medlemmer at de ikke oplever hvor mange muligheder der er for webanalyse og webstatistik (der er stadig sites, som KUN har Gemius Traffic implementeret, fx dmi.dk, FDIM.dk og større mediesites). Dermed håber jeg at konstruktiv kritik kan bidrage til at løfte niveauet af systemet, således at udviklingen af mulighederne intensiveres og fokuseres.

I forlængelse af indlægget på Kommunikationsforum har jeg desuden forfattet et indlæg om hvordan man opsætter måling af nyhedsbreve og kampagner i Google Analytics.

Læs indlægget om Nyhedsbrevsmåling på Kommunikationsforum

Category : Effektmåling | FDIM | Gemius | Kommunikationsforum | Webanalyse branchen | Blog
31
januar

Gemius – stadig samme gamle version

FDIM har i alle beskrivelser af deres brugerforum vedrørende den nye version af Gemius Explorer og Gemius Traffic angivet at den nye version af Gemius kommer i slutningen af januar: “gemiusExplorer: i slutningen af januar introduceres ny version af gemiusExplorer”.

Så er det bare jeg spørger – hvad er det nye? Det bliver ikke meget mere slutningen af januar, da det i dag er d. 31. januar og jeg kan simpelthen ikke finde den krog af systemet som er nyt. Måske FDIM er tidligt ude fordi de ved at der aldrig er plads til alle dem som ønsker at deltage, og derfor er det slutningen af januar i 2010 vi snakker? I så fald vil jeg gerne vente lidt med mit introduktionskursus, for til den tid ser webanalyse verdenen helt anderledes ud.

Analytics gør det lidt heldigere

Der er milevidt mellem arbejdsmetoderne hos Gemius og Google Analytics. Gemius melder fra start ud at der er udvikling undervejs, og da man 1,5 år efter får meldingen om at NU kommer en ny version, så passer det ikke. Hos Google griber man sagerne helt anderledes an. Til tider hører man om hvad der er på vej, men jeg har aldrig hørt nogle datoer. Systemerne er altid i Beta til start (well, måske lige lovlig længe), og rulles løbende ud hos deres kunder. Det er derfor en slags lotteri hvor man kan sidde og glæde sig over at have et vinderlod på sin Analytics konto. At få adgang til nye ting i Google Analytics er derfor en gevinst og en glæde, der breder sig i mit sind.

Jeg er ikke en sur gammel mand (så gammel er jeg ikke…), men når Gemius nu i forvejen ikke er kommet så heldigt afsted, så burde de i det mindste have styr på deres udmeldte release datoer.

Har du haft nogle gode erfaringer med Gemius du gerne vil dele? Så fyr løs :-)

Category : Gemius | Blog
25
januar

Stor interesse for at høre om det opgraderede Gemius system

FDIM (Foreningen af Danske Interaktive Medier) afholder 3. Februar Gemius brugerforum. Dette sker i forbindelse med lanchering af nye versioner af hhv. Gemius Traffic og Gemius Explorer.

21. januar blev det gjort muligt at tilmelde sig og dagen efter var alt optaget. Hvad skyldes mon denne interesse?

Gemius blev i foråret 2007 valgt til at skulle stå for al officiel trafikmåling på nettet pr. 1. Juli 2007. Målingen består af to elementer: Gemius Traffic og Gemius Explorer. Gemius Traffic kan (eller burde) bedst sammenlignes med et almindeligt webanalyse værktøj, som måler brugernes adfærd. Gemius Explorer bidrager til viden omkring brugernes demografi.

Hvorfor allerede overtegnet?

Punkt 1 må være fordi FDIM har undervurderet interessen (igen), trods at de selv har været med at gøre det til et vigtigt element for alle større sites i DK. Eller i al fald sites, som har brug for at kunne dokumentere sin trafik med officielle besøgstal.

Næste punkt må være at flere målgrupper tiltrækkes. Mit bud er at inddele målgruppen i tre, hvoraf mange vil tilhøre flere af grupperne.

Målgruppe 1 til Gemius brugerforum: Brugere, der aldrig har forstået at bruge Gemius.

I programmet er der angivet at man vil få forklaret hvordan de officielle brugertal er udregnet. Med mindre de har ændret på dette, så burde man have lært dette for halvandet år siden.

Målgruppe 2 til Gemius brugerforum: Brugere, som skal være superbrugere i Gemius.

Denne målgruppe kan hurtigst beskrives som online medieplanlæggere og medierne selv. Der er absolut brug for at kende værktøjet og hvad muligheder man har nu.

Målgruppe 3 til Gemius brugerforum: Brugere, som er nysgerrige og håber at denne gang, så har Gemius Traffic rent faktisk noget at byde på.

Og her er jeg. Der er nok mange, som ligger i gruppe 2, som også er placeret her. På min gamle blog skrev jeg et indlæg på Gemius´ 1 års fødselsdag, hvor jeg beskrev udviklingen gennem systemets første år. Det var et kort blogindlæg, for udviklingen i Gemius Traffic var svær at finde. Hvis ikke denne release viser hvad polakkerne har at byde på, så dømmer jeg dem snart ude, og ville ønske at der snart er udbudsrunde igen på måling af de officielle trafiktal..

Hvorfor så kritisk overfor Gemius Traffic?

Når man vælges til at stå for et lands officielle trafiktal så forpligter det. Forpligtelsen består i to ting:

  1. Stadig i 2009 er der mange som ikke kender potentialet i tracking og adfærdsanalyser. Flere sites, som er tilmeldt FDIM bruger kun Gemius som tracking system. Forpligtelsen består i at lære alle hvad webstatistik og tracking kan gøre for dem og deres site. Vise hvad muligheder der er til rådighed og bidrage til fokus og benyttelse af webanalyse.
  2. Som officielt system, så kan man ikke slippe uden om at implementere det hvis man ønsker at kunne benytte officielle besøgstal. Det burde ikke være en straf at skulle have Gemius på ens site, men som det ser ud i dag, så er man ringe stillet, hvis man kun har Gemius på sit site.

Gemius lever i dag ikke op til nogle af delene. Valget af systemet blev (vist nok uofficielt) begrundet med at det var billigt, og at der var stor udvikling at vente. Nu, mere end halvanden år senere leder jeg stadig efter udviklingen. Man havde i en årrække skulle tage til takke med Gallups håbløse NetBehaviour, og man forventede at en ny udbyder ville løfte markedet. Det var måske et lille løft fra Gallup, men springet til fx Google Analytics er langt.

Gemius positive dele

De positive elementer skal naturligvis også fremhæves. Gemius er øhm… Man kan sammenligne sine data med andre. Dette ville man naturligvis kunne have gjort med hvilken som helst anden udbyder også… Det er billigt… nåja, Google Analytics og andre er gratis, sååeee….

Gemius Explorer, som registrerer brugernes demografi giver lidt mere udbytte. Her kan man hver måned få statistikken over brugernes demografi og udviklingen heri. Det er perfekt til medieplanlægning når man skal ramme Tante Olga. Det er blot ikke helt så let at lave så specifikke målgrupper, for der er kun 15 variable, hvoraf mange omhandler netshopping (“Hyppigheden af netshopping inden for de seneste 3 måneder”, “hyppigheden af internetanvendelse” osv). Det er naturligvis en opgave som er svær at løse for alle, for med 15 variable kan man ikke dække alle målgrupper og medie-typer. Så Gemius Explorer giver dermed en overfladisk profil fast, og hvis man ønsker at lave noget mere målrettet til sit medie, så skal man selv i gang alligevel.

Der hvor jeg bedst kan se en fornuftig brug af systemet er på dobbeltdækning siden. Explorer giver mulighed for at se hvor stor en andel af ens brugere, som også bruger fx bt.dk. Det er naturligvis interessant og giver også et godt bidrag til profilen af ens bruger (siger faktisk næsten mere end de 15 spørgsmål).

Fik jeg nævnt at på trods af at det drejer sig om et digitalt medie, så skal man vente i mere end en måned før man får data? Data fra januar er dermed tilgængelige i starten af marts. Data på ugeniveau følger månederne, så data for første uge i januar og også først klar i marts. Tålmodighed er en dyd…

Unikke brugere – nej, Brugere

En sidste krølle på halen er valget af at opfinde et nyt bruger tal. Var medierne ikke forvirret nok over webstatistik tal generelt, så bidrager Gemius til at gøre forvirringen total. I gængse systemer findes der “besøg” og “unikke besøgende” som også kaldes “unikke brugere”. Gemius har indført begrebet “brugere”. Ideen er god nok. Unikke besøgende udregnes på baggrund af cookies, og derfor kan en person hurtigt tælle med flere gange (arbejds- og hjemmecomputer) og samtidig tælles flere personer til tider kun som en (hvis hjemmecomputeren bruges af flere). Indførelse af begrebet brugere er for at komme dette problem til livs og i stedet have et tal for antal personer.

Gemius udregner dette på baggrund af sitets unikke besøgende, det samlede antal unikke besøgende i Danmark og en undersøgelse foretaget af Catinet. Undersøgelsen afdækker hvor mange der har brugt web i løbet af den pågældende uge og måned, og antallet af brugere udregnes så som en procentdel af dette. Procentdelen er i forhold til sitets unikke brugere sat op med det samlede antal unikke brugere. Forvirret? Der er der vist også andre der er, og derfor gentages denne udregning endnu engang hos FDIM. Regnstykket forklarer de selv således:

Brugere = Andel af brugere * Antallet af brugere i alt

Det er dog kun i Danmark dette kan gøres, så de udenlandske brugere estimeres. Så der er faktisk ikke ét officielt trafiktal, men to. Når mediebureauerne kigger på profilen af sitets brugere, så ser de også kun det danske besøgstal, for der er ikke profil på de estimerede udenlandske brugere. Læs FDIMs egen omtale, eller læs Gemius Whitepaper.

Vejen frem

I virkeligheden er der forholdsvis mange af de rigtige informationer i systemet, men det er meget tungt at arbejde med (og umuligt i mange tilfælde). Start med at gøre det muligt at vælge perioden uden at den er låst i uger og måneder. Overvej at tilføje en e-commerce del, så alle webshops også kan have gavn af systemet. Fokuser lidt mere på de vigtige elementer som bounce rate (på sideniveau), top exit pages, top landing pages, mål og interne søgninger.

FDIM

Jeg har stadig et håb om at Gemius en dag kan stå for sig selv, og et site derfor ikke også behøver at have anden tracking implementeret. Indtil den dag kommer, vil jeg anbefale FDIM at erkende manglerne, og selv implementere et system mere (på fdim.dk). Så kan de selv se hvad der rent faktisk er muligt ude i det professionelle danske webanalyse land.

Category : FDIM | Gemius | Webanalyse branchen | Blog