Alt om webanalyse & tracking

29
december

Fantastisk webanalyse år bag os

År 2009 var et fantastisk år for alle med interesse for webanalyse. Nyhederne har stået i kø, både i forhold til de eksisterende værktøjer, men også i forhold til nye. Da jeg startede bloggen i november 2008 frygtede jeg at det ville blive svært at finde på indhold til blogindlæg, men 2009 viste at det er en branche, der vil frem, og som har behov for massiv dækning.

Advarsel: Det bliver ikke et kort indlæg, for det er ikke muligt. Så læn dig tilbage med kaffen, eller fokuser på de afsnit som vedrører dig mest. Nogle af nyhederne kan du læse mere om i linket til det oprindelige blogindlæg, mens andre ikke nåede at blive omtalt på bloggen.

Webanalyse Værktøjerne

Google Analytics, Yahoo! Web Analytics, SiteCatalyst, Netminers, Clicktale, CrazyEgg, Woopra, Gemius, Google Website Optimizer. De er alle listet under webanalyse udbydere her på sitet, og så godt som alle har virkelig leveret nyheder.

Google Analytics

Google Analytics havde ikke blot et højdepunkt, men hele tre i mine øjne.

  • I foråret kom API til Google Analytics, hvilket har åbnet for nye muligheder. Siden frigivelsen er der kommet flere og flere interessante programmer, som benytter sig af dette. Fx applikationer til telefoner mv.
  • 20. oktober kom den største Google Analytics nyhed, som ikke blot indeholdt en enkelt ny funktion, men en perlerække af nye elementer. Både nye funktioner som Intelligence, flere mål, flere custom variable, ny mobil sporing og meget mere. GUF GUF til os alle.
  • 1. december kom så nyheden om den nye sporings kode. I mine øjne også en stor nyhed, som giver nye muligheder for sporingen i fremtiden.

Udover de tre store nyheder har der været en lang række mindre, såsom justeringer i GA opsætningen, avanceret filter (som jeg dog stadig jubler over, for det er fantastisk), avancerede segmenter og custom rapporter kom ud af beta, feedburner blev integreret (ses pt under kampagner) og meget mere. Google Analytics Urchin (betalt udgave, som bruger logfiler) har også opgraderet.

Google har for alvor vist at de mener analyse seriøst. Vi kan kun håbe at festen fortsætter ind i 2010.

Yahoo! Web Analytics

2009 blev året hvor Yahoo! Web Analytics lod navnet Indextools forsvinde endnu mere. I foråret blev den endelige strategi meldt ud – gratis kontoer til alle, men det skal gå gennem en partner. Mange havde håbet på at det lige så let at få en konto som med Google Analytics, men sådan blev det desværre ikke (hvilket dog var forventet, da værktøjet og deres servere slet ikke ville kunne tage sådan et enormt pres).

YWA´s største nyhed i forhold til funktioner var muligheden for at se brugernes køn og interesse, og samtidig skiftede al kode til version 5.0. I juni stod den derfor på imigrering, og til næste forår er der nok en hel del, som får brug for at læse Dennis´ bog (her kan man ikke længere nøjes med en let imigrering af kode v.4, men skal have skiftet helt til v5.0).

Mit indtryk er at opkøbet til Yahoo og partner-strategien har gjort brugen af værktøjet endnu mindre i Danmark. Det er synd, for YWA er fx Sitecatalyst langt overlegent når der skal analyseres.

Sitecatalyst

For Sitecatalyst blev 2009 ikke året hvor der kom store forbedringer i værktøjet, men derimod blev nyheden at Omniture blev opkøbt af Adobe. Omniture bød på flere nyheder i form af udvidelse af paletten af værktøjer, men det hjælper stadig ikke dem, som bruger Sitecatalyst, og betaler for dette værktøj. Så jeg venter spændt på om Adobe kan give et skub til udviklingen af Sitecatalyst. Far er ikke sur, far er skuffet.

Clicktale

2009 blev året hvor der for alvor kom fart under de mere specifikke analyseværktøjer, hvilket er en fantastisk ting. Clicktale er et levende bevis på dette, og er ikke længere blot et værktøj til at lave en videooptagelse af brugernes adfærd. Clicktale er værktøjet der i højest grad viser at der kan laves kvalitative undersøgelser uden at man skal samle testbrugere og have dem forbi og betale kassen for dette. Deres seneste tiltag er heatmap på baggrund af brugernes musebevægelser. Musen følger ofte øjnene, så i stedet for at betale for en omkostningstung eye-tracking med 6-8 respondenter, så kan du i stedet bruge Clicktale til at registrere flere hundredes adfærd med musen til en brøkdel af prisen. Det kan i øvrigt tilføjes at danske Michael Kjeldsen vandt 1. præmien i deres konkurrence omkring brugen af dette – Super cool!

Clicktale har i 2009 vist at de vil og kan, og jeg er sikker på at vi ikke har set det sidste fra dem endnu.

Woopra

Et af de værktøjer som jeg ser flest danske sites har taget til sig er Woopra. I nogle år har Woopra været i beta og under udvikling. Men endelig i slutningen af 2009 stoppede beta-perioden. Denne ændring har betydet at Woopra nu ikke længere har lige så mange funktioner i den gratis udgave, men til gengæld betyder det at det er muligt at købe sig til en udgave, som langt flere kan få glæde af. Der er nemlig rykket på det maksimale antal besøg, og hvis det stadig ikke er nok, så kan man sende en mail til dem.

Woopra er også blevet videreudviklet i 2009, og blandt andet er Google Maps integreret i deres web-udgave.

I mine øjne er Woopra langt fra brugbart som det eneste webstatistik værktøj, så det er spændende at se om de videreudvikler værktøjet til at kunne det samme som Google Analytics (fx opsætning af mål, kampagnesporing mv), eller om de vælger af gøre det endnu mere et niche-værktøj. Personligt håber jeg det sidste, da der ikke er noget galt i at have begge værktøjer på ens hjemmeside.

Gemius

Oh, Gemius gemius. I 1. kvartal 2009 skrev FDIM at Gemius traffic var helt vildt opdateret, og jeg tog meget forventningsfuld til præsentation af alle nyhederne. Men i stedet for at videreudvikle Gemius Traffic så havde de brug tid på at give Gemius Audience brugerne mulighed for at skifte farve i interfacet. Så jeg sidder naturligvis og skifter mellem alle farverne hver dag og får fuldt indblik i brugernes adfærd og optimeringsmuligheder ud fra dette.

Til juli 2010 udløber den periode, som de vandt. Jeg ved ikke om FDIM sender målingen i udbud igen, eller om de kan forlænge uden. Hvis der ikke kommer udvikling inden sommer, så vil jeg næsten anbefale FDIM at bede medlemmerne om ikke at bruge systemet, men kun have det installeret til at levere officielle trafiktal. Så kan sites som DMI.dk og FDIM.dk måske få øjnene op for andre værktøjer, så de kan se hvad webanalyse i virkeligheden er.

Far er ikke sur, far er opgivende… Til gengæld lover jeg at prøve at påvirke udviklingen i positiv retning de næste 6 måneder :-)

Netminers

Danske Netminers rørte også på sig i 2009. Deres nye interface blev lanceret og de har også fået ny hjemmeside. Jeg selv oplever flere og flere, der skifter til det danske system, og de vinder dermed en smule markedsandele i Danmark. Jeg har fået Immeria til at tilføje systemet til WASP, så med den nyeste version kan du nu se om websitet bruger Netminers.

Udover muligheden for adfærdsbaserede brugeranalyser, så synes jeg det er interessant at de ikke bare har lavet en dansk udgave af Sitecatalyst eller lignende, men er gået lidt deres egne veje med egne metrics. Med Netminers kan du fx se procentdelen, der er gået tilbage til siden de kom fra før, og på den måde se hvor mange brugere, der “fortryder” i deres navigation.

CrazyEgg

Fra at være klassens frække dreng, og lille fikse værktøj, så er de i mine øjne blevet overhalet ganske meget på det sidste. Nyheden i 2009 fra deres side er en ny kode, som bl.a. skulle hjælpe på loadtiden når du skal se dine rapporter. Men ellers er produktet ikke udviklet de seneste år. Det har den fordel at det stadig er et simpelt værktøj med en helt specifikt formål. Men i mange tilfælde er Clicktale nok mere interessant…

Google Website Optimizer

Googles andet ben ift. optimering – Website Optimizer – kunne også bringe nyheden om at GWO nu tilbød API. Som sådan stod GWO ellers ganske stille i et år, hvor det fint kunne have budt på en bedre integration til Analytics.

Lad 2010 blive året hvor det er to fuldt integrerede værktøjer.

Webanalyse branchen

Både internationalt og lokalt bød 2009 på spændende elementer:

Web Analytics Wednesday

I 2009 kom der for alvor gang i Web Analytics Wednesdays i Danmark. Der blev afholdt en række arrangementer både i København og Århus, og det har uden tvivl været med til at øge interessen og forståelsen for webanalyse i Danmark. Selv ser jeg det som en fantastisk mulighed for at få snakket med kollegaerne i branchen, og fået set præsentationer fra mange spændende profiler, både fra ind- og udland.

Vi skylder alle Steen Rasmussen fra IIH Nordic en stor tak for det store arbejde han har lavet for at få dette op og køre. Hvis du skulle ligge inde med forslag til emner, oplægsholdere, stille gode lokaler til rådighed eller sponsorere en event så er jeg sikker på at han bliver glad for en mail.

Web Analytics Solution Profiler – WASP

En lidt mere nørdet 2009 nyhed, men WASP blev solgt til Iperceptions. Desuden blev Netminers som nævnt tilføjet.

Jeg håber personligt at denne overtagelse kan gøre værktøjet endnu mere avanceret, da der i mine øjne er masser af muligheder for gøre værktøjet endnu mere brugbart for fuldtids webanalytikere/konsulenterne.

Den Danske Branche

Der er så småt begyndt at dukke flere og flere op, som tilbyder hjælp til Analytics. Det er en naturlig udvikling, da behovet bliver større og større i virksomhederne, og det er kun positivt med flere folk til at bidrage til fokus på Analytics. Desværre begynder man også at høre om telefonsælgere af analytics, der end ikke ved hvad e-commerce tracking er, hvilket desværre viser at det måske ikke er alle, der har kompetencerne helt i orden.

Så i takt med det stigende udbud skal virksomhederne huske at være mere vågne og kritiske, og gerne gå sælgerne lidt på klingen i forhold til hvordan de vil løse en konkret opgave. Spørg fx efter tidligere referencer, med kontaktperson og telefonnummer for at høre om erfaringen.

Meget interessant er der begyndt at komme jobopslag fra virksomheder, der opretter nye webanalytiker stillinger. Nye som i “Vi har aldrig før haft en webanalytiker – nu er det på tide”. Dejligt at se. Det næste interessante er så om der er kvalificerede ansøgere… Ellers uddanner jeg dem gerne.

Bøger

I 2009 kom der flere nye bøger om webanalyse og specielt tre af dem synes jeg er meget interessante.

  • Avinash udgav Web Analytics 2.0, som opfølger på Web Analytics, An hour a day.
  • Steve Jackson skrev bogen Cult of Analytics, som fokuserer på KPI´er - anmeldelse følger.
  • Dennis Mortensen skrev bogen Yahoo! Web Analytics. Læs anmeldelsen her.

Alle tre bøger er spændende og brugbare for alle, med interesse for webanalyse. Jeg har endnu ikke nået at læse dem alle til ende, men kan allerede nu godt anbefale at få fat i bøgerne. Selv Dennis´bog, som er værktøjs-specifik er interessant for alle pga. analysemetoderne. Rigtig god inspiration.

Webanalytiker.dk

År 2009 blev første hele år, hvor der har været en fantastisk udvikling. I forhold til mange andre sites er besøgstallet endnu ikke imponerende, men en løbende stigning og en masse positiv feedback gør at jeg synes det har været et super godt år.

Danmarks første webanalse forum kom også frem i lyset, og forhåbentligt bliver år 2010 året hvor det for alvor bliver fyldt med aktivitet.

Ikke kun besøgstallet er steget, men også antallet af tilmeldte til rss-feedet. Grafen viser en tydelig konstant stigning (den grønne er tilmeldte). I mine øjne handler det ikke kun om denne hjemmeside, men om en stigende interesse for emnet. Det er begyndt at gå op for det danske erhvervsliv at der rent faktisk er rigtig god økonomi i at investere i både værktøjer og personale.

Webanalytikeren

Personligt bød 2009 også på spændende oplevelser. Men de to største bliver dog i januar 2010 – Jeg glæder mig utrolig meget til at gå i gang som Analytics Manager hos Pentia, og ikke mindst at få fingrene godt ned i Sitecore Online Marketing Suite. Adfærdsbaseret indhold er helt sikkert vejen frem til højere konvertering, samtidig med at det målrettede indhold skal testes. Disse to punkter er det mest solide fundament til konverteringsoptimering.

Januar byder også på min første større udgivelse i form af en webanalyse og Google Analytics bog. Der er knoklet on/off i et år, så det bliver spændende at se hvordan den modtages.

Ellers bød 2009 på to artikler på kommunikationsforum, ekspertblogger på Computerworld med foreløbigt et indlæg samt gæsteindlæg på flere blogs, herunder Rosenstands og Lars bachmann. De SEO folk har alligevel forstået lidt ;-) Søger man på “Webanalyse” er 6 ud af 10 resultater indhold jeg har skrevet, så lidt er det da blevet til rundt omkring.

Og nåja, så har jeg et par projekter mere i ærmet, men den større offentliggørelse kommer først i 2010 eller senere.

Hvad husker du bedst fra 2009, når du kigger tilbage med analyse-brillerne på?

VN:F [1.9.14_1148]
Rating: 0.0/6 (0 votes cast)
Category : AB test | Avinash | Clicktale | CrazyEgg | Gemius | Google Analytics | Google website optimizer | Nyheder | SiteCatalyst | Sitecore Online marketing suite | Web Analytic Wednesday | Webanalyse bog | Webanalyse branchen | Woopra | Yahoo! Web Analytics | Blog
26
maj

Kend effekten af online kampagner med kampagnesporing i Google Analytics

Det er alfa og omega at kende effekten af sine markedsføringstiltag for at kunne optimere og vide om udbyttet står til mål med investeringen. Det kan både koster timer og kr., så derfor bør du vide præcis hvordan du opsætter kampagne sporing. Da langt størstedelen benytter Google Analytics får du her en detaljeret gennemgang af hvordan du sporer kampagner og nyhedsbreve i Google analytics – med Google Analytics kampagnesporing. Da ikke alle benytter Google Analytics kan får du sidst i indlægget en kort forklaring på hvordan du opsætter kampagnesporing i SiteCatalyst og Yahoo! Web Analytics.

Effektmåling af kampagneaktiviteter i Google Analytics

I Google Analytics kan du se om brugeren kommer via direkte indtastning, via søgemaskine, eller via et henvisningswebsite (refererende site). Dette spores automatisk og giver en stor værdi når trafikkildernes værdi skal evalueres. Men når du laver kampagner, så bør trafikken ikke registreres under et af de tre elementer. Det er nemlig kampagne-trafik. Har du et banner på et site, så vil det blive registreret som et henvisningswebsted, hvilket kun til dels er korrekt. Men langt værre går det med nyhedsbreve: De registreres som direkte trafik, og du har dermed ingen anelse om hvad de brugere, som har besøgt dit website på baggrund af dit nyhedsbrev foretager sig. Ved at registrere kampagnetrafik får du også en gul del i din trafik-lagkage:

Hvilke kampagner bør jeg måle?

Generelt bør du måle alt du foretager dig. De mest oplagte er hvis du

  • Udsender nyhedsbreve
  • Har banner annoncer på andre sites
  • Har links flere steder på samme site, og ønsker at kende effekten af hvert enkelt link

Det eneste du skal gøre for at sikre muligheden for at evaluere dine kampagner er at tilføje en
parameter på din reference URL. På danske betyder det at der blot skal lidt flere bogstaver i det link, som dit nyhedsbrev, banner eller andet sender brugeren ind på dit site med. Det er meget simpelt :-)

Hvordan sætter jeg kampagne tracking op?

Før du kan sætte sporingen op, skal du vide hvad du kan måle helt generelt. Du har mulighed for at analysere på

  1. Campaign Source
  2. Campaign medium
  3. Campaign Content
  4. Campaign name

Mere forståeligt betyder det at du kan angive

  1. Hvad er referencen (Google, jule-nyhedsbrevet)
  2. Hvilket format din annonce er i – markedsførings medie (Email, banner, affiliate)
  3. Hvad er indholdet i annoncen. Dette bruges typisk til at differentiere annoncerne – hvis der fx testes to forskellige typer annoncer på et banner. Det kan også bruges til at teste to links i samme nyhedsbrev – fx et link op mod et billede.
  4. Kampagne navn (produkt, promotion kode eller lign)

Hvis du læser om ovenstående på Googles sider, så har de også “Campaign Term”, men det skal kun bruges til betalte søgeord, hvilket bør registreres på en anden måde. Dvs. det skal du ikke benytte, det er til Adwords, og registreres automatisk når du knytter din Analytics og Adwords konto sammen.

Det er ikke nødvendigt at angive “content”, men de øvrige variable SKAL angives. Mangler du en angivelse kan det i værste fald betyde at det slet ikke virker.

For at få de tre-fire nævnte værdier ind i Google Analytics skal du bygge dit link op. Måden man registrerer et link som en kampagne, er at bygge det op af elementer. De fire ovennævnte muligheder for at analysere på, skal hver især angives. I linket har de følgende kode:

  1. Campaign source: utm_source=xxx
  2. Campaign Medium: utm_medium=xxx
  3. Campaign Content: utm_content=xxx
  4. Campaign name: utm_campaign=xxx

Eksempel på sporing af nyhedsbreve

Det illustreres bedst med et eksempel:

Billigvvs.dk skal sende et nyhedsbrev ud og ønsker at kende effekten. Der sendes nyhedsbrev ud hver måned, og i hvert nyhedsbrev er der forskellige produktkategorier. Dette nyhedsbrev er nyhedsbrevet i november 2008 og der ønskes at spores på tagrender. Der er sendt to variationer ud for at teste to typer billeder, og nedenstående er første version af nyhedsbrevet. Reference URL for denne del af nyhedsbrevet bør derfor se således ud:

www.billigvvs.dk/?utm_source=nyhedsbrevnov08
&utm_medium=email&utm_content=nyhedsbrev1&utm_campaign=tagrender

URL’ en er bygget op ud fra følgende: Skal URL indeholde parametre, så tilføjes et ? efter domænenavnet og derefter kan parameteren angives. Kun ét ? kan tilføjes og derefter bruges & som separator.

Bygger du din landing URL op som nævnt får du nu inddelt dine kampagner i forhold til samtlige dimensioner.

Få hjælp med Google URL Builder

Er du forvirret eller frygter du opbygningen af URL? heldigvis er hjælpen nær. Google har lavet et lille tool kaldet URL builder. Dette tool hjælper dig med at lave hele den URL, du har brug for. Du finder toolet på dette link. En anden mulighed er at benytte et excel-ark, hvilket specielt kan anbefales hvis der skal laves koder til mange kampagner. Du finder excel-arket ved at klikke her.

Aflæsning og analyse af resultaterne i Google Analytics

 Kampagnen kan nu ses i menupunktet Campaigns under traffic source:

 

 Derefter vælges den pågældende parameter man ønsker at se statistik for:

 

Med de parametre Billigvvs fik sat på linket er det nu muligt at analysere på hhv.

  1. Effekten af nyhedsbrevet uanset version – vælg Source
  2. Effekten af alle email kampagner – vælg medium
  3. Effekten af version 1 vs version 2 – vælg ad content
  4. Effekten af det indhold, som omhandlede tagrender – vælg Campaign. Det er sat som default.

Analyse af dine kampagner

Når alt er sat rigtigt op og brugerne begynder at strømme ind på dit site via dine nyhedsbreve eller andre kampagner, så er dine muligheder for at optimere og effektivisere utrolig gode.

Forestil dig at du har én dag til rådighed, og du skal sørge for størst mulig omsætning. Du kan vælge enten at fokusere på at få lavet et godt nyhedsbrev og sendt det ud, eller du kan lave en kampagne på et site, hvor du tidligere har kørt en kampagne. Ved at gå ind på source kan du se hvad der har givet bedst tidligere, og hvordan din tid skal prioriteres.

Ad content er tænkt til at lave ab-tests. Lav to variationer af dit nyhedsbrev (fx. et med mange billeder og et med mange links) og se her, hvilken udgave, som konverterer bedst. Har du mange modtagere kan du starte med at sende de to versioner til 1.000 modtagere hver, og derefter sende den vindende version til de sidste modtagere.

En anden mulighed er at lave en test af elementerne i det samme nyhedsbrev: Lav fx forskelligt værdi for “ad content” i dit nyhedsbrev: På et link og på billede. Nu kan du se om flest af dine nyhedsbrevsmodtagere klikker på billede eller link. Og endnu vigtigere – hvor dem, som køber, de klikker.

Det er interessant at se hvilken varegruppe der giver flest salg når der sendes ud via nyhedsmail. Test fx et nyhedsbrev hvor der både er tagrender, vaske, armaturer og badekar og se hvilken gruppe, der sælges mest af i oversigten “Campaign”.

Eksemplet har fokuseret på salg af tagrender via nyhedsbrev, men kan overføres til alle typer kampagner og marketingaktiviteter online.

Kampagnesporing i SiteCatalyst

Registrering af kampagner er lidt anderledes i SiteCatalyst. Det er kun kampagnenavnet, som skal registreres, og derefter kan der uploades tilhørende oplysninger via Classifications. Det handler blot om at aktivere et plugin og så registreres kampagnen automatisk når man laver URL´en rigtigt. I javascript-filen s_code.js kan man se hvad der skal stå, typisk csref. Det ses i linien:

s.campaign=s.getQueryParam('csref');

Ser koden ud som ovenstående skal linket være fx http://www.billigvvs.dk?csref=linkfrawebanalytiker

Kampagnesporing i Yahoo! Web Analytics

Tankegangen for registrering af kampagner er meget ens for SiteCatalyst og Yahoo! Web Analytics. I YWA vælger du selv hvad der definerer din kampagne. Du kan vælge at tilføje parameteren “kampagne=linkfrawebanalytiker”. Derefter skal du angive i YWA hvad du har valgt som kendetegn – her “kampagne”. Hver enkelt kampagne skal du selv registrere og sætte op. Her får du samtidig mulighed for at tilføje omkostninger knyttet til kampagnen, så du modsat Google Analytics også har mulighed for at se ROI direkte i din webstatistik.

Der er alle muligheder for at spore kampagne aktiviteter uagtet hvilket webanalyse værktøj der benyttes. Så det er bare at komme i gang og finde ud af hvad der virker godt, og hvad der virker mindre godt.

Vil du lære mere om Google Analytics og mulighederne? Så skynd dig til analyticsbogen.dk, og få information når den omfattende bog om Google Analytics udkommer.

VN:F [1.9.14_1148]
Rating: 4.8/6 (4 votes cast)
Category : Effektmåling | Google Analytics | Kampagnesporing | SiteCatalyst | Yahoo! Web Analytics | Blog