Som brugere har vi oplevet at Google Analytics har fået nyt interface, men i virkeligheden er ændringerne meget større. Motoren bagved er opgraderet, og det betyder at Google Analytics kan rykke hurtigt og lave endnu vildere ting nu.

Der er sket en del på det sidste, så her får du “the best of”. Jeg havde fornøjelsen af at snakke med Clancy (GA produkt chef) til en konference i Berlin i sidste uge, og uden at fortælle for meget, så kommer der til at ske en del i år. Både senere i juni og i løbet af efteråret.

Verden er ikke sort hvid mere

Det hele var lettere i gamle dage. Et klik, et salg og så var det målt. I dag bruges alverdens devices, og meget lapper over hinanden. Derfor ser vi nu at Analytics ikke længere er et simpelt måleværktøj, men bliver mere og mere tværgående. Først så vi Webmaster Tools funktioner blive integreret og senest er Website Optimizer integreret. Spændet går altså fra teknisk performance til test og optimering, og midt mellem ligger al den “normale” måling. På konferencen havde vi mange snakke om tværgående sporing af devices (ud fra at brugeren giver sig selv til kende, fx ved at logge ind) samt integration med CRM. Der er ingen tvivl om at det er nogle områder vi kommer til at se meget mere til fremadrettet – også i Google Analytics.

Men tilbage til de nye features – for hvad er der kommet på det sidste?

Eksperimenter i Google Analytics

Langt om længe fik Google integreret Google Website Optimizer med Google Analytics. Allerede i 2008 spurgte jeg Avinash omkring integrationen, hvor det politisk korrekte svar var at de havde et tæt samarbejde. 4 år efter er det nu en realitet.

Den fede integration

Mulighederne ved integrationen er kun til at savle over. Forestil dig:

  • Du behøver ikke implementere ekstra kode – analyticskoden er nok. Det kræver dog at man korrekt har den asynkrone i toppen af sitet – ellers når brugeren at se hele siden, inden der redirectes til en testside – det er ikke smart…
  • Du har allerede sat dine mål op, og kan derfor let analysere på flere forskellige målepunkter
  • Out of the box analyse af testen fordelt på effekt ift. trafikkilde, besøgstype mv. Så begynder de offentliggjorde cases om Trustpilot måske at vise om der er forskel på nye og genbesøgs adfærd.

Integrationen er helt oplagt, så man i samme værktøj hvor problemet er opdaget nu også kan sætte en test op.

Inden vi kan gå helt i selvsving må jeg erkende at integrationen er en proces, som fra start har lidt mangler.

  • Der skal stadig implementeres koder – dog færre
  • Umiddelbart er Multivariate test ikke muligt, trods at Google lukker Website Optimizer ned 1. august.
  • Sitewide test og dynamisk indhold er heller ikke muligt at teste fra start

En rigtig interessant pointe med integrationen, som jeg ikke har set andre omtale, er at Google på den måde begrænser  brugen af test. Hvis du ikke bruger Google Analytics, så kan du fremadrettet ikke bruge deres gratis test-værktøj. Strategisk smart lille træk, der for GA brugere gør det pivlækkert, og for andre er pænt skidt.

Google har lavet en video om eksperiment menupunktet, som du kan se her:

Sporing af sociale medier

Sociale medier har i lang tid været det nye sort, og selv Google er hoppet med på vognen med G+ og deres snak om påvirkningen på SEO. Google Analytics er nu også med på vognen, så under menupunktet “Trafikkilder” finder du et nyt menupunkt kaldet “Social”. Her kan du se hvor meget trafik du får fra sociale medier, hvilke sider brugeren lander på, og hvilke sider på dit site brugerne interagerer med ift. de sociale ikoner.

Du kan desværre ikke let se hvem og hvordan der er delt på Facebook, så forvent ikke en helt dybdegående social analyse. Vælger du rapporten “Kilder” under “Social”, så ser du trafikfordelingen på medier, og kan klikke på et medie, og se hvilke sider brugerne fra dette ene medie er landet på.

Hvis du vil grave dybere, så bør du undersøge om nogle sociale medier har givet meget trafik til sider, som de andre ikke har givet trafik til, og på den måde finde potentiale.

Alder og køn på vej i Analytics

I sidste uge kom det frem på twitter at alder og køn var muligt at vælge som sekundær dimension i nogle af rapporterne. Data kommer åbenlyst fra Google + og se dét er interessant. Det viser for alvor hvor Googler er på vej hen, og hvad de vil. Det viser at vi på sigt kan lave AdWords annoncer målrettet alder, køn og hvad der ellers kommer af tilvalg. Man kan blot tænke på mulighederne, som hvis Facebook kunne annoncerer på Google søgninger – målret fx mod forlovede kvinder i alderen 25-30 år. Så kommer der kamp om pladserne, da det ikke nødvendigvis behøver være søgeords relateret, men at vi vil ramme bridezilla uanset søgningen.

Analysemulighederne i Analytics følger så med – kend brugernes adfærd segmenteret ift. køn, alder, interesser mv.

Så samlet set er det en række nye og kommende muligheder i Analytics, der viser næste store skridt i mulighedernes verden. Hvad der venter i efteråret kan i glæde jer til, men det handler i høj grad om at kæde trafikken sammen til samme bruger, uanset platform for besøget.

Så er det din tur. Hvad tænker du om mulighederne, er der noget du specielt får julelys i øjnene over?

 

VN:F [1.9.14_1148]
Rating: 5.0/6 (4 votes cast)
Google Analytics eksperimenter, social og andre nyheder, 5.0 out of 6 based on 4 ratings