Web Analytics Wednesday – arrangementet uden Powerpoint

Onsdag aften blev der for anden gang afholdt Web Analytics Wednesday i Danmark. Steen Rasmussen (IIH) stod for arrangementet, hovedsageligt på baggrund af sin funktion som dansk landekoordinator for Web Analytics Association.

WAW indhold

Det var et spændende arrangement, som startede med at de to sponsorer holdt nogle korte indlæg. Efter min mening var de meget ukonkrete, og jeg savnede faktisk at høre mere om netop hvad de kunne. Men det er nok også fordi at Webtrends og Interwoven ikke er de mest benyttede udbydere i Danmark (også derfor jeg mangler Webtrends i min udbyder oversigt – men den kommer). Derefter blev det hovedtalerens tur. Den spanske Web Analytics Evangelist Jordi Roura måtte improvisere da hans computer og præsentation var røget i lufthavnen, men han holdt gejsten og humøret højt trods udfordringen. Hans indlæg omhandlede hovedsageligt hvordan webanalyse kom fra stadie 1 til stadie 3 og at man burde tænke i nye baner. Måske de er noget længere fremme i Spanien, men jeg mener ikke udfordringen i Danmark er at komme til stadie 3 lige nu. Langt størstedelen af de danske firmaer er knap nået til stadie 1, og så hjælper det ikke at snakke stadie 3. Det er naturligvis vores alles ansvar at formå at at løfte niveauet fra 0-1 stykker til 3 for ikke at sakke bagud i forhold til andre web-nationer, men for at virksomhederne og medarbejderne kan forholde sig til mulighederne og brugen, så bør man tage det trin for trin. Hvor mange løber en marathon dag 2, trods dygtige trænere? Aftenen var inspirerende, og ikke mindst er det altid spændende at snakke med folk fra sit eget fag.

Conversion Thursday

Jeg fik en snak med den spanske foredragsholder efter hans oplæg. Deres “Conversion Thursday” var månedligt og altid fuldt booket. De var dog også maks 50, for det foregik i lounges med sofaer og portvin. Jeg kan forestille mig hvorfor Spanien var gået sin egen vej i forhold til Web Analytic Wednesday, for der kan være langt til weekenden efter en god mængde portvin. I Danmark kan vi overveje at supplere med en “Optimizing Friday”, men jeg tror dog i højere grad det vil være promillen frem for konverteringsraterne, som vil stige. Der er mange måder at gøre emnet interessant for slutbrugere også ;-)

Deltagere

Til arrangementet var det hovedsageligt konsulenter og udbydere og kun få slutbrugere. Konsulenter hovedsageligt fra online huse, udbydere i højest grad fra Omniture (men også et par andre systemer repræsenteret) og endelig slutbrugere fra forskellige brancher. Web Analytics Wednesday havde lidt over 100 gæster, hvilket er et rigtig godt fremmøde. Men det kunne være interessant at få langt flere slutbrugere med, så vi kan løfte niveauet i flok.

Gør det relevant for dig – svar på få spørgsmål

Spørgsmålet er så hvad der kan lokke flere til? Dette spørgsmål (og andre) vil jeg gerne høre dig om i stedet for at gætte mig frem til. Hjælp derfor med at svare på et par spørgsmål ved at besvare et kort spørgeskema – tryk her. På den måde bidrager du til at gøre Web Analytics Wednesday mere spændende fremover (og så er du med til at stille min nysgerrighed). Steen Rasmussen har spurgt deltagerne, så det er især læsere, som ikke deltog i arrangementet, hvis mening der er interessant.

Vil du med næste gang?

Ønsker du at blive opdateret på danske arrangementer inden for webanalyse, så tilmeld dig mit RSS-feed. En anden mulighed er at melde dig ind i gruppen “Danish Web Analytics Circle” på LinkedIn. Og man kan fint gøre begge dele :-)

Var du der? Smid en kommentar og sig hvad du synes var det bedste. Var du der ikke, så skriv gerne om hvad der kan gøre det interessant for dig.

VN:F [1.9.14_1148]
Rating: 0.0/6 (0 votes cast)