Optimering af landingpage: Udvælg med avanceret filter

Du skal i gang med at forbedre din konverteringsrate, og du vil starte med at optimere udvalgte landingpages. Men hvilke sider skal du starte med?

Du skal selvfølgelig starte med de sider hvor du får mest ud af arbejdet. Dvs. de sider hvor der er mange der starter, og som samtidig performer utrolig dårligt.

Optimer landingpages med høj afvisningsprocent

Der er flere sider af sagen, men lad os gøre det simpelt i dag. Den mest simple måde er at kigge på afvisningsprocenten på startsiderne. Jeg har tidligere selv analyseret forholdet mellem afvisningsprocenten og konverteringsraten, og det følges utrolig godt ad (min analyse blev foretaget på en række websites med store mængder trafik). Dvs. når afvisningsprocenten er høj, så er konverteringen lav, og omvendt.

For at finde landingpages med høj afvisningsprocent skal du gå ind i rapporten over Topdestinationssider (under Indhold i Google Analytics) eller Entries (i Yahoo! Web Analytics). Sorter data i forhold til afvisningsprocenten.

Når du klikker på kolonnen med høj afvisningsprocent får du en oversigt over siderne med højest afvisningsprocent. Perfekt, det søgte vi. Men men, spis nu ikke kagen før kaffen er klar – for det er næsten ingen indgange det drejer sig om. Eksemplet viser problematikken – listen viser næsten altid 10 sider med afvisningsprocent på 100%, på baggrund af 1 besøg. Og nu kommer den fantastiske løsning.

Avancerede filtre viser hvor du skal optimere

Yahoo! Web Analytics har længe givet muligheden for at filtrere data, og det er nu også muligt i Google Analytics. Under rapporten finder du en lille tekst – “Avanceret filter”, som ses længst til højre på billedet. Det avancerede filter giver mulighed for at sætte nogle betingelser op.

Lav fx et filter, som angiver at du har haft minimum 100 indgange, og se hvilke sider, der så har størst bouncerate.

I mit tilfælde (da data i eksemplet er af ældre dato, hvor sitet ikke havde så mange besøg) vil jeg lave et filter, som sikrer at der er minimum 10 indgange på den pågældende side.

Resultat af det avancerede filter: Oversigt over Landingpages med en vis mængde trafik samt høj afvisningsprocent. Det er ganske enkelt en arbejdsliste over sider du skal arbejde med.

Filtrer på afvisninger

Inden du kaster dig over al arbejdet bør du selvfølgelig kigge på lidt flere data. En anden rigtig god måde at bruge avanceret filter på er at lave et minimum på afvisningsprocenten. Lav fx et avanceret filter så afvisningsprocent er minimum 40%, og sorter derefter på antal indgange i tabellen. På den måde får du en liste over siderne med flest bounces. Det betyder at når du optimerer disse sider, så får du mest muligt ud af mindst arbejde. Sådan kan en rigtig webanalytiker godt lide at arbejde ;-)

Og så er kaffen klar – spis gerne kagen nu!

VN:F [1.9.14_1148]
Rating: 0.0/6 (0 votes cast)