Jeg har i mange år holdt ret lav profil om hvor mangelfuldt et system Scannet er, og i dette indlæg vil jeg ikke komme ind på

  • Manglende muligheder for at justere flowet så det konverterer bedre end de mange steps i dag
  • Manglende muligheder for at optimere sitet, da man kan så lidt i systemet
  • At konsulenter faktisk fravælger at hjælpe Scannet kunder, da vores anbefalinger ikke kan implementeres
  • At URL´erne er fra før ruderkonge, så de; 1. Ikke er seo-venlige, 2. ikke er til at analysere på i forhold til opdeling i kategorier/afsnit. (Webshop 2 giver lidt bedre URL ift. SEO, men stadig håbløse ift. analytics)
  • Shops under udvikling der indekseres

Jeg vil til gengæld gerne belyse hvordan Scannet i årevis har haft en løsning i forhold til Analytics, der var fra stenalderen, og i går, da de så endelig offentliggjorde muligheden for at spore salg (hvilket vi andre har gjort i årevis) har valgt at trække endnu flere penge ud af kunderne. Guldægget kan ikke få nok.

Scannet og Google Analytics

Scannet webshop 1 har aldrig fungeret til Analytics. Når brugeren gik gennem flowet, så røg den oprindelige trafikkilde ved betalingstrinnet. Det betyder at shopejerne ikke har kunne se hvilke trafikkilder, der skabte salg. Faktisk var det så mystisk lavet at andre sites stod som trafikkilden, sites der aldrig havde linket hen til shoppen, men blot også var en Scannet shop.

I mine øjne er det voldsomt pinligt at de ikke har haft dette på plads før. Når du driver en webshop har du ét formål – at sælge. Kan du ikke måle dette, så er det ligesom at cykle, men ikke at have noget styr. Du kan komme fremad, men ikke styre særlig meget. Eller som Morten Vadskær skrev på Twitter: “Holy fuck. 1295,- for at få Google Analytics ecommerce tracking på sin Scannet shop. Svarer til at betale for speedometer i sin bil”

Selv da de lancerede Webshop 2, havde de ikke styr på denne helt elementære måling for en webshop. Alene at launce uden dette er i mine øjne helt uforståeligt, men guldægget i Kolding tænkte nok “jow jow, det der analytics bruges ik a så mange”.

Google Analytics e-handelssporing på Scannet

I går skete det så – endelig har de gjort noget for at få løst problemet. Deres webshopplatform er justeret, så man som webshopejer kan se hvad der skaber salg. Det er jo helt fantastisk at det skulle ske allerede i 2011 (#ironi). MEN, så knækker filmen altså for mig. De tager sig betalt for det: 1.295 kr ex moms for at få det implementeret (dog gratis på webshop 2, men der er efter mit indtryk en meget lille procentdel af kunderne, der er på 2´eren).

Hvordan kan man i så mange år have solgt noget, der end ikke kan spore salg, og endelig flere år for sent løse problemet, og så bede kunderne betale 1.295 kr for det? Jeg synes det er mega flabet.

Men skal jeg tage den positive hat på, så er det virkelig fedt at det nu er muligt at spore salget. Du kan som Scannet ejer rent faktisk køre AdWords og kende den præcise ROI nu. Faktisk åbner himlens porte sig nu, blot uden at du er død. Du får virkelig mulighed for at se lækre sager nu. Du kan se præcis værdi pr. bruger i forhold til trafikkilde, søgeord, og se præcis omsætning på dine kampagner og nyhedsbreve. Set ud fra det lys, så er 1.295 et røverkøb, for du skal ikke bruge de data særlig meget, før de er tjent hjem.

Og samtidig betyder det at du kan komme med i mit webshopindeks, fordi du kan spore salgene :-)

Hvad mener du?

Jeg vil gerne opfordre alle, der har en holdning til emnet om at skrive i kommentarfeltet.  Er i lige så forargede som jeg, eller er i vant til den behandling? Er det ok at tage så meget for noget der burde være på plads for længst? Eller synes i det er helt fair at tage betaling når der nu er investeret i en løsning?

_____

Skal du have tunet din shop? 3 indlæg – 3 eksperter – 4 timers workshop og kursus. Morten Vadskær – Konverteringsoptimering, Frank H. Madsen – SEO, Webanalytikeren – Webanalyse og AdWords. Tilmeld dig før din konkurrent til Webshop Tigerspring

_______________________________________________________

VN:F [1.9.14_1148]
Rating: 0.0/6 (0 votes cast)