Alt om webanalyse & tracking

Besøg

Besøgstallet for din hjemmeside viser i høj grad hvor udbredt og benyttet din hjemmeside er.

Hvad er et besøg?

Antallet af besøg angiver hvor mange gange, der er kommet nogle ind på dit website.

Lad os kigge på følgende scenarie:

Jens sidder derhjemme foran skærmen og leder efter et par uldsokker til at give sin gamle mor i gave. Mandag søger han på Google og finder dit website “nyesokker.dk” og går ind og kigger. Han køber ikke med det samme, men forlader sitet. Onsdag kommer han forbi igen, fordi han synes egentlig godt om uldsokkerne på nyesokker.dk, og køber dem derfor.

Denne adfærd vil give 2 besøg. Det er også selvom det er samme person, der besøger sitet to gange. For at få mere viden omkring personers brug af dit site, så skal du kigge på unikke besøgende, der er noget helt andet.

Hvad er mange besøg?

Til tider bliver jeg spurgt hvad der er mange besøg, og hvad der er godt og skidt. Om et bestemt antal besøg er godt eller skidt er utrolig svært at sige, for det hænger helt sammen med hvad din hjemmeside handler om. Denne side om webstatistik har fx ikke voldsomt mange besøg om måneden, da al indhold er super fokuseret på dette emne. Så her er 3.000 besøg på en måned meget positivt. Hvis du derimod driver en hjemmeside med opskrifter og du har mere end 1.000 opskrifter på, så vil jeg mene at 3.000 besøg er meget få, og du bør arbejde på at øge antallet af besøg.

Generelt set er noget af det vigtigste i forhold til besøg at se på udviklingen. Dvs. hvor mange besøg har du i forhold til sidste måned og i forhold til samme måned sidste år? Det gælder om at øge antallet af besøg over tid, så fokuser på dine egne resultater frem for hvad der er normalt niveau. Hvis du skal sammenligne med andre, så fokuser på ændringen i besøg. Hvis du havde 10% flere besøg i december, så lyder det rigtig godt. Men hvis alle andre havde en stigning på 15%, så var din stigning ikke helt så imponerende alligevel.

Har du en webshop, og vil du have viden om hvordan det går for andre shops, så kan du få en gratis månedlig rapport fra Webshopindeks. Smut straks derhen og tilmeld dig: Læs mere om webshopindeks.

close
Facebook IconYouTube IconTwitter IconBesøg vores Google+ side