Webanalyse Ordbog
I webanalysens verden er der mange begreber og udtryk. Nedenstående ordbog kan give dig et godt overblik når du er i tvivl.
-
Unikke brugere
Unikke brugere beskriver hvor mange forskellige brugere der har været på dit site. Unikke brugere findes ved at placere en cookie på brugerens computer og genkender dermed brugeren når han kommer igen. Fejlmarginen ved denne måle-metode er at hvis samme person går ind på din hjemmeside fra forskellige computere tælles han som to unikke brugere. Omvendt kan forskellige personer bruge samme computer, og vil i dette tilfælde kun tælle som en unik bruger.
-
Sidevisning
En sidevisning er som ordet siger - en sidevisning. Det angiver hvor mange sider på dit site der er blevet vist.
-
Besøg
Antallet af besøg angiver hvor mange gange der er startet et nyt besøg op på dit site. En unik bruger kan vende tilbage, og tæller dermed kun som 1 unik bruger, mens besøgene tælles for hver gang brugeren starter et nyt besøg på dit site.
-
Hits
Hits er ikke noget der bruges meget mere. Det angiver hvor mange kald der har været på din server, men det giver ikke noget brugbart billede af noget som helst. Hvis du har fire elementer på én side og to elementer på en anden side, så vil en fremvisning af disse to sider giver 6 hits. Mere brugbart er at der er genereret 2 sidevisninger.
-
Sidevisninger pr. besøg
Angiver hvor mange sider hvert besøg i gennemsnit genererer. Det er et godt tal at følge hvis man vil have et hurtigt overblik over om hvor interesseret brugerne er i sitet.
-
Konverteringsrate
Størstedelen betegner konverteringsraten som andelen af besøg, som køber. Dvs. hvis du har 100 besøg på din hjemmeside og 5 køber, så er konverteringsraten 5%. Konverteringsraten kan dog også udregnes i forhold til unikke besøgende, og man kan også tale om konvertering til fx kontakt eller tilmelding til nyhedsbrev.
-
Bounce Rate
Bounce rate viser andelen af brugere som bouncer, dvs. kun ser en side og så forlader ens website. Det gælder naturligvis om at have lavest mulig bounce rate, med mindre at formålet med at få brugeren ind på ens site kan udfyldes på den pågældende landingpage.