En sen aftentime lykkedes det Morten Vadskær og jeg (forfatterholdet til Analyticsbogen) at få en snak om hvordan vi hver især har brugt eventtracking (hændelsessporing) til at finde ud af nogle utrolig værdifulde ting. Eventtracking i Google Analytics lyder tørt, men værdien sparker røv – ved du fx hvor mange fejl der bliver lavet i dit betalingsflow? Og hvad du kan fjerne for at øge konverteringen?
Jeg kom til at lave en Thorborg – snakker i 1½ minut før Morten får indført et ord, men hans ord er værd at vente på. Så tag et lyt til 8 minutters god snak om brug af eventtracking.
Hør hvordan du kan bruge Eventtracking
Fík vi nævnt at du kan hente en gratis udgave af Analyticsbogen? Skynd dig over på Analyticsbogen.dk
Google kom i nat med en række rigtig spændende nyheder, som ikke blot er spændende nyheder, men også understøtter det der er sket den seneste måned.
Overordnet set arbejdes der mere og mere for at gøre Google AdWords og Analytics mere sammenkædet, hvilket er fantastisk når du for alvor skal analysere og optimere dine kampagner. Det er både her du bruger penge, men samtidig også her der er gode muligheder for optimering.
Dagens spændende nyheder kommer til sidst i indlægget -- og vil du ikke vente og først læse baggrunden, så scroll ned med det samme
I slutningen af april justerede Google AdWords certificeringen. Jeg kan se tre grunde til det:
Som avanceret test kan man vælge mellem flere forskellige så man udmærker sig indenfor sin spidskompetence. Jeg certificerede mig efter den nye ordning i søndags, og det er blevet sværrere, men også utrolig lange og kedelige test. Jeg tog 220 spørgsmål på 4 timer, og var døden nær til sidst.
Du kan læse mere om den nye Adwords Certificering på Adwords bloggen.
Partner programmet for Google Analytics hed tidligere Google Analytics Authorized Consultant -- GAAC, men er nu omdøbt til Google Analytics Certified Partners. Selve programmet og kravene er de samme som tidligere. Et navneskift der klart er til for at ensrette de to programmer -- og her har Google udfordringer med at Adwords og Analytics begge starter med a
Læs om ændringen på Google Analytics bloggen.
I marts skrev jeg om den nye AdWords Search Funnel, og fra i dag er den tilgængelig i din Google AdWords. Det er vildt fedt, og giver en masse muligheder. Læs mit indlæg om AdWords Search Funnel.
Det næste spørgsmål: Hvordan finder jeg rapporten? Log ind i din AdWords konto. I menupunktet “Rapportering” vælger du “Konvertering”. I venstre side står der nu Søgekøbprocesser. Klik her, og du har nu adgang til alle de nye rapporter. Du skal dog have sat konverteringer op for at kunne tilgå data. Har du ikke allerede implementeret det, så er der masser af grunde til at komme i gang.
Dagens helt fantastiske nyhed -- der kommer meget bedre mulighed for at analysere AdWords i Google Analytics. Der kommer flere menupunkter, langt bedre muligheder for at bryde data ned, og samtidig slipper vi for at lave “hacks” for at få de rigtige søgeord ind i Google Analytics (hvad brugerene rent faktisk søgte på ved brede søgeord).
De ekstra rapporter viser at Google træder et ekstra skridt ind i integrationen mellem deres produkter. Analytics er til for at optimere AdWords, og nu skal det være muligt i langt højere grad. Så fremover har du ikke brug for en AdWords ekspert, men en analytiker…
Se videoen fra Google, der viser de nye muligheder her (de første 35 sek er kedelige -- bagefter kommer guf):
Efter Google Analytics API´et blev frigivet er der kommet flere og flere interessante applikationer rundt i verden. Google har samlet en håndfuld og lavet et galleri. Tjek det ud på http://www.google.com/analytics/apps
Fremover kan du trække dine AdWords data ud via dit Analytics API. Du behøver altså kun tilgå systemet et sted fra. Det er rigtig interessant af fire grunde.
Google Analytics lancerede en asynkron kode, som er hurtigere og mere præcist. Det spænder i tråd med påvirkningen af sitets søgemaskineplacering i forhold til sitets loadtid. Dagens nyhed er at det nu kommer ud af beta og gøres til standard koden. Flere blogindlæg har testet hastigheden, og i størstedelen af tilfældende viser det sig at den asynkrone kode ER hurtigere.
Bemærk: Hvis du skifter koden ud til den asynkrone, så er det ikke nok at skifte grundkoden, alle ekstra implementeringer (eventtracking, e-handel, virtual pageviews etc) skal også justeres og tilpasses den nye kode.
Se Google Analytics egen blogpost med nyhederne.
Dagens nyheder er fantastisk gode, dels pga. de nye muligheder, men også i form at Googles signal om at give de mange analyse-muligheder samt integrationen mellem værktøjerne.
Næste store nyhed fra Google bør blive om Website Optimizer. I dag kan du tilgå det fra AdWords men den eneste forskel fra at gå direkte til Optimizer er at du kan dele adgangen til testene. Nyheden fra Google bliver en langt større integration med Analytics. Formentlig begge veje. Se i din optimizer hvad bounceraten var på de to test, og et selvstændigt test-menupunkt i Analytics. JATAK, vi venter alle Hr. Google
Du skal i gang med at forbedre din konverteringsrate, og du vil starte med at optimere udvalgte landingpages. Men hvilke sider skal du starte med?
Du skal selvfølgelig starte med de sider hvor du får mest ud af arbejdet. Dvs. de sider hvor der er mange der starter, og som samtidig performer utrolig dårligt.
Der er flere sider af sagen, men lad os gøre det simpelt i dag. Den mest simple måde er at kigge på afvisningsprocenten på startsiderne. Jeg har tidligere selv analyseret forholdet mellem afvisningsprocenten og konverteringsraten, og det følges utrolig godt ad (min analyse blev foretaget på en række websites med store mængder trafik). Dvs. når afvisningsprocenten er høj, så er konverteringen lav, og omvendt.
For at finde landingpages med høj afvisningsprocent skal du gå ind i rapporten over Topdestinationssider (under Indhold i Google Analytics) eller Entries (i Yahoo! Web Analytics). Sorter data i forhold til afvisningsprocenten.
Når du klikker på kolonnen med høj afvisningsprocent får du en oversigt over siderne med højest afvisningsprocent. Perfekt, det søgte vi. Men men, spis nu ikke kagen før kaffen er klar - for det er næsten ingen indgange det drejer sig om. Eksemplet viser problematikken – listen viser næsten altid 10 sider med afvisningsprocent på 100%, på baggrund af 1 besøg. Og nu kommer den fantastiske løsning.
Yahoo! Web Analytics har længe givet muligheden for at filtrere data, og det er nu også muligt i Google Analytics. Under rapporten finder du en lille tekst – “Avanceret filter”, som ses længst til højre på billedet. Det avancerede filter giver mulighed for at sætte nogle betingelser op.
Lav fx et filter, som angiver at du har haft minimum 100 indgange, og se hvilke sider, der så har størst bouncerate.
I mit tilfælde (da data i eksemplet er af ældre dato, hvor sitet ikke havde så mange besøg) vil jeg lave et filter, som sikrer at der er minimum 10 indgange på den pågældende side.
Resultat af det avancerede filter: Oversigt over Landingpages med en vis mængde trafik samt høj afvisningsprocent. Det er ganske enkelt en arbejdsliste over sider du skal arbejde med.
Inden du kaster dig over al arbejdet bør du selvfølgelig kigge på lidt flere data. En anden rigtig god måde at bruge avanceret filter på er at lave et minimum på afvisningsprocenten. Lav fx et avanceret filter så afvisningsprocent er minimum 40%, og sorter derefter på antal indgange i tabellen. På den måde får du en liste over siderne med flest bounces. Det betyder at når du optimerer disse sider, så får du mest muligt ud af mindst arbejde. Sådan kan en rigtig webanalytiker godt lide at arbejde
Og så er kaffen klar – spis gerne kagen nu!
Posted by (4) Comment
Så er det tid til nogle spændende danske webanalyse webinars, så hvad er mere oplagt end at starte med en på dansk om Google Analytics?
Her har jeg brug for din hjælp – for hvad vil du gerne høre om? Er der nogle bestemte problemer du støder på hver dag, nogle knapper du ikke forstår, eller vil du bare gerne vide mere om en bestem funktion?
Skriv en kommentar med dit ønske, og så ser jeg hvad jeg kan brygge sammen til jer alle
Hvis du vil vide hvornår webinaren løber af stablen, så hold dig til her på sitet. Tilmeld dig mit RSS feed, så kommer oplysningerne direkte til din postkasse
Google Analytics tilbyder snart muligheden for at man som bruger ikke bliver sporet. Er det nu så smart for nogle parter?
I et blogindlæg på Google Analytics bloggen fremlægger Google Analytics en kommende funktion til alle browsere: Mulighed for at man som bruger kan vælge IKKE at blive sporet i Google Analytics. Funktionen bliver udformet sådan at brugeren selv skal tage aktiv handling for ikke at blive sporet.
Der er ingen tvivl om at Google har følt sig presset til det, og derfor går den værste kritik i møde ved at agere god fe, og selv komme med et bud. Ved at komme med en opt-out funktion undgår man en opt-in fra andre parter. Måske… De seneste måneder har der været flere og flere ændringer og debat omkring brugen af Google Analytics. I Tyskland er det ikke på samme måde muligt at bruge Google Analytics, og i den anden lejr er flere amerikanske sværvægter-sites begyndt at bruge Googles produkt. Med sværvægter menes mange af den amerikanske regerings sites, heriblandt www.defense.gov og www.fbi.gov .
Ved at tilbyde en opt-out imødekommer Google altså potentiel kritik, uro og debat i både ud- og indland. Læs mere om denne del i Eric T. Petersons blogindlæg
Som mange andre funktioner hvor brugeren aktivt skal gøre noget for at de bruges, så tror jeg ikke på den store brug. Mange vil knap vide muligheden findes og endnu færre ved hvad det drejer sig om. Det sidste er i virkeligheden det største problem.
I Hr. og Fru Danmarks ører lyder det utrolig farligt: Vi bliver sporet, det er et overvågningssamfund. Men hvad de ikke ved er at de ikke spores på individ niveau, og at det er fuldstændig det samme som når et supermarked tæller kunder og tæller antal solgte varer. Det frasiger de sig jo ikke.
I virkeligheden er sporing af brugernes adfærd til alles bedste. Webkøbmanden vil gerne sælge mere, og vil derfor gerne gøre det lettere og hurtigere for brugerne af finde det de søger og gennemføre et køb. Som bruger vil man gerne have det er let at købe, og finde det man søger. Sporingen af adfærden er med til at hjælpe begge parter: En analyse af brugernes adfærd viser hvor der er problemer på sitet, og man kan derfor justere, så problemet forsvinder. Begge parter bliver glade.
Jeg tror ikke vi skal være nervøse for kvaliteten af webstatistik data. Selv hvis 0,5% skulle fravælge, så vil det ikke påvirke data i en grad at vi ikke kan bruge resten af data. Når man arbejder med statistik er der normalt 5% usikkerhed, hvilket viser at der er plads til et par procent manglende data.
Hvad tror du er Googles baggrund for denne ændring? Frygter du dine data, og vil du selv skynde dig ikke at blive målt, når funktionen kommer?
I har ventet længe, og vi har arbejdet hårdt, men nu er den her. Den første danske webanalyse bog. Analyticsbogen.
Vores mål var at skrive den ultimative Google Analytics bog, og vi synes selv målet er nået. Det er ikke nogen halv løsning, og du skal ikke betale kassen efterfølgende for at få flere kapitler. Vi giver dig alle guldkornene nu og her.
Indholdet spænder fra installation af grundkoder, hændelsessporing og de nye custom variables, til analyse via tilpassede rapporter, din AdWords kampagner, og selv analyse af Adsense i Analytics indgår.
Det er blevet til i alt 300 A4 sider om webanalyse og Google Analytics. Det er rigtig meget, hvilket dels skyldes indholdets omfang men også at vi har gjort det meget visuelt med screenshots og krydret med billeder.
Forordet i Google Analytics bogen er skrevet af Avinash Kaushik. I vores øjne bliver det ikke større, og vi er meget beærede over at hans ord. “Jamen han kan da ikke læse dansk” – nej, og derfor har vi oversat dele af bogen samt indholdsfortegnelsen kun for at han kunne få indblik i bogen og vælge om han ville skrive forordet.
Det er derfor med stor glæde at jeg kan citere dele af hans forord:
Morten and Jacob have taken all their expertise in web analytics and the passion for teaching and have created one of the most comprehensive and detailed guide about Google Analytics. I tried to go through the book’s index three times to try and find something they might have missed and I could not find a single thing. This book is that thorough.
And yet it is not a book that simply tells you what buttons to press and where you can find them (though it does that too). What makes the book unique is that you’ll actually learn best practices, get wisdom that is sourced from real world companies (in Denmark!!), realize things you are doing wrong on your website and do all that through text that is easy to understand and tons and tons of images.
Du kan læse hele forordet i bogen.
Ved du ikke hvem Avinash er, så kan det kort fortælles at han har skrevet verdens mest solgte og læste webanalyse bog “Web Analytics: An hour a day”, og i oktober udgav “Web Analytics 2.0“. Læs mere om ham i blogindlægget om Avinash.
Bogen er delt op i tre hovedafsnit, som hver er delt op i tre afsnit. De tre oplagte er Installation, opsætning og analyse. Det giver ret meget sig selv.
Mere spændende bliver det når vi kommer til den næste inddeling. Det handler om prioritering af tiden, og udbyttet i forhold til din indsats. Vi har derfor lavet afsnit kaldet 20-2-20. 20 minutter, 2 timer og 20 timer. Hvis du bruger 20 minutter på installation og opsætning, så får du adgang til en lang række data, som vi viser hvad du kan få noget ud af. Bruger du 2 timer i stedet, så skal du installere ekstra koder, sætte flere ting op, og så får du adgang til endnu flere værdifulde rapporter og data. Det samme gælder med 20 timer. Er du i tvivl om det er værd at bruge ekstra tid på installationen, så kan du starte med at læse afsnittet om analyse. Så kan de se præcis hvilke ekstra muligheder du får, og på baggrund af dette udregne din ROI på tidsforbruget.
Inddelingen handler om tid, men er også et udtryk for hvor avanceret du går til værks. Nogle af vores tricks i 20 timer installationen er overkill i første omgang hvis du aldrig har arbejdet med webanalyse før. Men du kan se udbyttet, og kan benytte de tricks du mener giver værdi nu og her.
Bag bogen står Morten Vadskær og jeg selv. Som jeg skrev da jeg annoncerede at bogen var undervejs, så var det vigtigt for mig at finde en der kunne andre ting end jeg selv. Vi har hele vejen suppleret hinanden, og kommet med forskellige vinkler på sagerne.
Morten er programmeringsnørd, og synes det er sjovt at lege med koden, og prøve tricks af her.
Jeg selv ved hvilke data jeg vil have i systemet, for at kunne analysere på skæve vinkler med stort udbytte.
Jeg skrev til Morten i januar 2009, og vi annoncerede bogen i august 2009. Først i februar 2010 udkommer bogen.
Opgaven var større end først antaget, specielt pga vores høje kvalitetskrav. Da de første 80 sider var skrevet startede vi nærmest forfra for at ramme vinklen bedre. De sidste to måneder har vi arbejdet intensivt, og vi har haft flere uger hvor vi skrevet i stedet for at sove. Så med fuldtidsjob, familier, bryllup, spædbørn, fritidsaktiviteter, venner, og meget mere, så tager en sådan opgave altså tid. Til gengæld er glædenved udgivelse endnu større og vi er meget spændte på reaktioner fra jer læsere.
Så må man i øvrigt ikke glemme alle de nye funktioner og ændringer der har været i Google Analytics. Modsat et andet Google Analytics hæfte, der findes, så vil vi ikke sælge forældede oplysninger. Så vi måtte op på hesten og skrive en masse om. Det er også fordelen ved at sælge som e-bog
Der findes mere og mere litteratur om emnet, men intet er på dansk. De fleste bøger har udgangspunkt i det tekniske, og kan være svære at komme i gang med som slutbruger. Så mit personlige ønske var at skrive en bog, som var lettere at gå til, og som kunne vække interessen for webanalyse. Et andet motiv var ønsket om at kende alt til systemet. Kende alle krogene, og analysere på den måde, som er lettest og hurtigst, og samtidig vide hvor meget man egentlig kan vride ud af systemet. Det ved jeg nu.
Nu har kan du gøre et af tre.
Prisen er 590 kr. ex moms, og udfører du blot en brøkdel af de analyser og tricks vi giver dig, så er pengene tjent hjem inden måneden er gået. Og er du i tvivl, så start med at hente lightversionen. Den er helt gratis og giver dig 78 sider om Google Analytics. Så skynd dig over til analyticsbogen.dk
Skriv meget gerne en kommentar om hvad du synes om vinklen, ideen, indholdet, bogen, hjemmesiden osv.
År 2009 var et fantastisk år for alle med interesse for webanalyse. Nyhederne har stået i kø, både i forhold til de eksisterende værktøjer, men også i forhold til nye. Da jeg startede bloggen i november 2008 frygtede jeg at det ville blive svært at finde på indhold til blogindlæg, men 2009 viste at det er en branche, der vil frem, og som har behov for massiv dækning.
Advarsel: Det bliver ikke et kort indlæg, for det er ikke muligt. Så læn dig tilbage med kaffen, eller fokuser på de afsnit som vedrører dig mest. Nogle af nyhederne kan du læse mere om i linket til det oprindelige blogindlæg, mens andre ikke nåede at blive omtalt på bloggen.
Google Analytics, Yahoo! Web Analytics, SiteCatalyst, Netminers, Clicktale, CrazyEgg, Woopra, Gemius, Google Website Optimizer. De er alle listet under webanalyse udbydere her på sitet, og så godt som alle har virkelig leveret nyheder.
Google Analytics havde ikke blot et højdepunkt, men hele tre i mine øjne.
Udover de tre store nyheder har der været en lang række mindre, såsom justeringer i GA opsætningen, avanceret filter (som jeg dog stadig jubler over, for det er fantastisk), avancerede segmenter og custom rapporter kom ud af beta, feedburner blev integreret (ses pt under kampagner) og meget mere. Google Analytics Urchin (betalt udgave, som bruger logfiler) har også opgraderet.
Google har for alvor vist at de mener analyse seriøst. Vi kan kun håbe at festen fortsætter ind i 2010.
2009 blev året hvor Yahoo! Web Analytics lod navnet Indextools forsvinde endnu mere. I foråret blev den endelige strategi meldt ud – gratis kontoer til alle, men det skal gå gennem en partner. Mange havde håbet på at det lige så let at få en konto som med Google Analytics, men sådan blev det desværre ikke (hvilket dog var forventet, da værktøjet og deres servere slet ikke ville kunne tage sådan et enormt pres).
YWA´s største nyhed i forhold til funktioner var muligheden for at se brugernes køn og interesse, og samtidig skiftede al kode til version 5.0. I juni stod den derfor på imigrering, og til næste forår er der nok en hel del, som får brug for at læse Dennis´ bog (her kan man ikke længere nøjes med en let imigrering af kode v.4, men skal have skiftet helt til v5.0).
Mit indtryk er at opkøbet til Yahoo og partner-strategien har gjort brugen af værktøjet endnu mindre i Danmark. Det er synd, for YWA er fx Sitecatalyst langt overlegent når der skal analyseres.
For Sitecatalyst blev 2009 ikke året hvor der kom store forbedringer i værktøjet, men derimod blev nyheden at Omniture blev opkøbt af Adobe. Omniture bød på flere nyheder i form af udvidelse af paletten af værktøjer, men det hjælper stadig ikke dem, som bruger Sitecatalyst, og betaler for dette værktøj. Så jeg venter spændt på om Adobe kan give et skub til udviklingen af Sitecatalyst. Far er ikke sur, far er skuffet.
2009 blev året hvor der for alvor kom fart under de mere specifikke analyseværktøjer, hvilket er en fantastisk ting. Clicktale er et levende bevis på dette, og er ikke længere blot et værktøj til at lave en videooptagelse af brugernes adfærd. Clicktale er værktøjet der i højest grad viser at der kan laves kvalitative undersøgelser uden at man skal samle testbrugere og have dem forbi og betale kassen for dette. Deres seneste tiltag er heatmap på baggrund af brugernes musebevægelser. Musen følger ofte øjnene, så i stedet for at betale for en omkostningstung eye-tracking med 6-8 respondenter, så kan du i stedet bruge Clicktale til at registrere flere hundredes adfærd med musen til en brøkdel af prisen. Det kan i øvrigt tilføjes at danske Michael Kjeldsen vandt 1. præmien i deres konkurrence omkring brugen af dette – Super cool!
Clicktale har i 2009 vist at de vil og kan, og jeg er sikker på at vi ikke har set det sidste fra dem endnu.
Et af de værktøjer som jeg ser flest danske sites har taget til sig er Woopra. I nogle år har Woopra været i beta og under udvikling. Men endelig i slutningen af 2009 stoppede beta-perioden. Denne ændring har betydet at Woopra nu ikke længere har lige så mange funktioner i den gratis udgave, men til gengæld betyder det at det er muligt at købe sig til en udgave, som langt flere kan få glæde af. Der er nemlig rykket på det maksimale antal besøg, og hvis det stadig ikke er nok, så kan man sende en mail til dem.
Woopra er også blevet videreudviklet i 2009, og blandt andet er Google Maps integreret i deres web-udgave.
I mine øjne er Woopra langt fra brugbart som det eneste webstatistik værktøj, så det er spændende at se om de videreudvikler værktøjet til at kunne det samme som Google Analytics (fx opsætning af mål, kampagnesporing mv), eller om de vælger af gøre det endnu mere et niche-værktøj. Personligt håber jeg det sidste, da der ikke er noget galt i at have begge værktøjer på ens hjemmeside.
Oh, Gemius gemius. I 1. kvartal 2009 skrev FDIM at Gemius traffic var helt vildt opdateret, og jeg tog meget forventningsfuld til præsentation af alle nyhederne. Men i stedet for at videreudvikle Gemius Traffic så havde de brug tid på at give Gemius Audience brugerne mulighed for at skifte farve i interfacet. Så jeg sidder naturligvis og skifter mellem alle farverne hver dag og får fuldt indblik i brugernes adfærd og optimeringsmuligheder ud fra dette.
Til juli 2010 udløber den periode, som de vandt. Jeg ved ikke om FDIM sender målingen i udbud igen, eller om de kan forlænge uden. Hvis der ikke kommer udvikling inden sommer, så vil jeg næsten anbefale FDIM at bede medlemmerne om ikke at bruge systemet, men kun have det installeret til at levere officielle trafiktal. Så kan sites som DMI.dk og FDIM.dk måske få øjnene op for andre værktøjer, så de kan se hvad webanalyse i virkeligheden er.
Far er ikke sur, far er opgivende… Til gengæld lover jeg at prøve at påvirke udviklingen i positiv retning de næste 6 måneder
Danske Netminers rørte også på sig i 2009. Deres nye interface blev lanceret og de har også fået ny hjemmeside. Jeg selv oplever flere og flere, der skifter til det danske system, og de vinder dermed en smule markedsandele i Danmark. Jeg har fået Immeria til at tilføje systemet til WASP, så med den nyeste version kan du nu se om websitet bruger Netminers.
Udover muligheden for adfærdsbaserede brugeranalyser, så synes jeg det er interessant at de ikke bare har lavet en dansk udgave af Sitecatalyst eller lignende, men er gået lidt deres egne veje med egne metrics. Med Netminers kan du fx se procentdelen, der er gået tilbage til siden de kom fra før, og på den måde se hvor mange brugere, der “fortryder” i deres navigation.
Fra at være klassens frække dreng, og lille fikse værktøj, så er de i mine øjne blevet overhalet ganske meget på det sidste. Nyheden i 2009 fra deres side er en ny kode, som bl.a. skulle hjælpe på loadtiden når du skal se dine rapporter. Men ellers er produktet ikke udviklet de seneste år. Det har den fordel at det stadig er et simpelt værktøj med en helt specifikt formål. Men i mange tilfælde er Clicktale nok mere interessant…
Googles andet ben ift. optimering – Website Optimizer – kunne også bringe nyheden om at GWO nu tilbød API. Som sådan stod GWO ellers ganske stille i et år, hvor det fint kunne have budt på en bedre integration til Analytics.
Lad 2010 blive året hvor det er to fuldt integrerede værktøjer.
Både internationalt og lokalt bød 2009 på spændende elementer:
I 2009 kom der for alvor gang i Web Analytics Wednesdays i Danmark. Der blev afholdt en række arrangementer både i København og Århus, og det har uden tvivl været med til at øge interessen og forståelsen for webanalyse i Danmark. Selv ser jeg det som en fantastisk mulighed for at få snakket med kollegaerne i branchen, og fået set præsentationer fra mange spændende profiler, både fra ind- og udland.
Vi skylder alle Steen Rasmussen fra IIH Nordic en stor tak for det store arbejde han har lavet for at få dette op og køre. Hvis du skulle ligge inde med forslag til emner, oplægsholdere, stille gode lokaler til rådighed eller sponsorere en event så er jeg sikker på at han bliver glad for en mail.
En lidt mere nørdet 2009 nyhed, men WASP blev solgt til Iperceptions. Desuden blev Netminers som nævnt tilføjet.
Jeg håber personligt at denne overtagelse kan gøre værktøjet endnu mere avanceret, da der i mine øjne er masser af muligheder for gøre værktøjet endnu mere brugbart for fuldtids webanalytikere/konsulenterne.
Der er så småt begyndt at dukke flere og flere op, som tilbyder hjælp til Analytics. Det er en naturlig udvikling, da behovet bliver større og større i virksomhederne, og det er kun positivt med flere folk til at bidrage til fokus på Analytics. Desværre begynder man også at høre om telefonsælgere af analytics, der end ikke ved hvad e-commerce tracking er, hvilket desværre viser at det måske ikke er alle, der har kompetencerne helt i orden.
Så i takt med det stigende udbud skal virksomhederne huske at være mere vågne og kritiske, og gerne gå sælgerne lidt på klingen i forhold til hvordan de vil løse en konkret opgave. Spørg fx efter tidligere referencer, med kontaktperson og telefonnummer for at høre om erfaringen.
Meget interessant er der begyndt at komme jobopslag fra virksomheder, der opretter nye webanalytiker stillinger. Nye som i “Vi har aldrig før haft en webanalytiker – nu er det på tide”. Dejligt at se. Det næste interessante er så om der er kvalificerede ansøgere… Ellers uddanner jeg dem gerne.
I 2009 kom der flere nye bøger om webanalyse og specielt tre af dem synes jeg er meget interessante.
Alle tre bøger er spændende og brugbare for alle, med interesse for webanalyse. Jeg har endnu ikke nået at læse dem alle til ende, men kan allerede nu godt anbefale at få fat i bøgerne. Selv Dennis´bog, som er værktøjs-specifik er interessant for alle pga. analysemetoderne. Rigtig god inspiration.
År 2009 blev første hele år, hvor der har været en fantastisk udvikling. I forhold til mange andre sites er besøgstallet endnu ikke imponerende, men en løbende stigning og en masse positiv feedback gør at jeg synes det har været et super godt år.
Danmarks første webanalse forum kom også frem i lyset, og forhåbentligt bliver år 2010 året hvor det for alvor bliver fyldt med aktivitet.
Ikke kun besøgstallet er steget, men også antallet af tilmeldte til rss-feedet. Grafen viser en tydelig konstant stigning (den grønne er tilmeldte). I mine øjne handler det ikke kun om denne hjemmeside, men om en stigende interesse for emnet. Det er begyndt at gå op for det danske erhvervsliv at der rent faktisk er rigtig god økonomi i at investere i både værktøjer og personale.
Personligt bød 2009 også på spændende oplevelser. Men de to største bliver dog i januar 2010 – Jeg glæder mig utrolig meget til at gå i gang som Analytics Manager hos Pentia, og ikke mindst at få fingrene godt ned i Sitecore Online Marketing Suite. Adfærdsbaseret indhold er helt sikkert vejen frem til højere konvertering, samtidig med at det målrettede indhold skal testes. Disse to punkter er det mest solide fundament til konverteringsoptimering.
Januar byder også på min første større udgivelse i form af en webanalyse og Google Analytics bog. Der er knoklet on/off i et år, så det bliver spændende at se hvordan den modtages.
Ellers bød 2009 på to artikler på kommunikationsforum, ekspertblogger på Computerworld med foreløbigt et indlæg samt gæsteindlæg på flere blogs, herunder Rosenstands og Lars bachmann. De SEO folk har alligevel forstået lidt
Søger man på “Webanalyse” er 6 ud af 10 resultater indhold jeg har skrevet, så lidt er det da blevet til rundt omkring.
Og nåja, så har jeg et par projekter mere i ærmet, men den større offentliggørelse kommer først i 2010 eller senere.
Hvad husker du bedst fra 2009, når du kigger tilbage med analyse-brillerne på?
I oktober kom Google Analytics med nye funktioner, og alle de dejlige nye funktioner gav en tidlig jul til alle webanalytikere. Nu er det for alvor snart jul, for alle skulle nu have adgang til Google Analytics Intelligence.
Dette er afsnit 2 i min serie om Google Analytics Intelligence. Første afsnit handlede om den automatiske analyse i intelligence, som hjælper dig med at se om en dag, uge eller måned skilte sig ud på nogle områder i forhold til tidligere.
I dag får du del 2: Tilpasset og automatisk underretning fra Google Analytics.
I mine øjne er dette en fantastisk nyhed, og jeg vil faktisk kalde den mere brugbar end den avancerede automatiske analyse, som jeg omtalte i del 1. For denne funktion kan spare dig en masse tid, og kan spare dig for en masse penge.
Hvad der vil give dig mest værdi afhænger af din forretning, men lad mig inspirere lidt.
Du kører en masse adwords kampagner, og har 4 sider / landingpages, som får rigtig meget trafik. Du bruger altså rigtig mange penge på at få brugerne herhen. Du har kigget i din Google Analytics statistik, og kan se at det går fint nok, men har knap tid til at holde øje med dette. Din bouncerate er pt. 30% for alle fire sider.
Løsning: Sæt en alert op for dine fire landingpages. Bliv informeret når din bouncerate er højere end 40%. På den måde får du automatisk besked når der er brug for din opmærksomhed, og du kan med det samme sætte ind og forbedre din landingpages. Helt uden at du skal bruge tid på løbende at holde øje, så får du nu at vide præcis når der er brug for at du gør noget.
I mit tidligere blogindlæg Sæt dig i brugerens sted med Adwords er der mere om samme emne og tankerne bag bouncerates og landingpages. Da jeg skrev indlægget var det ikke muligt i Google Analytics, så det er jo en fantastisk at det nu er muligt.
Opsætning: Du skal sætte siderne op hver for sig, når det er fire specifikke landingpages. Hedder din ene side “/produkter/ daxie2.html” skal det se således ud:
(Dvs. først går du ind på menupunktet Intelligence og klikker på “+opret en tilpasset rapportering”, og så kommer du hen til hvor du sætter det op).
En anden mulighed er at du betaler et medie for fast at levere minimum 100 besøg om ugen. Det går også fint pt. Men du vil gerne vide hvis de pludselig ikke overholder deres aftale.
Tilpasset rapport: Du kan få denne info med forskellige betingelser. Du kan sætte op, så du får besked hvis antallet er mindre end 100, eller du kan sætte op hvis antallet af besøg falder med xx procent i forhold til ugen før. Sidstnævnte ser således ud:
Hvad kan du rapportere?Som udgangspunkt er det ikke alle variable du kan lave underretninger ud fra (billede til højre):
Og det er ikke alle metrics du kan bruge som “kravet” (billede nedenunder):
Som Hr. Sprogø allerede har omtalt, så er det ikke meget man ser til Ebusiness variablene. Hvis du ønsker at få rapporter hvis den gennemsnitlige indtjening pr. besøg fra en given trafikkilde falder (eller stiger), så kan du kun gøre det på baggrund af målværdien, og ikke hvad de reelt leverer af omsætning.
Det er altså endnu ikke alt der kan lade sig gøre, men i mine øjne er det et rigtig godt udgangspunkt, og jeg er sikker på at mulighederne bliver udvidet med tiden.
Dette indlæg er om nyheden i Google Analytics, men bruger du Yahoo! Web Analytics eller Sitecatalyst, så er mulighederne der allerede. Det er bare om at komme i gang og sætte disse alerts op. Det vil spare dig for bekymringer og tid og penge.
Hvad er det første du sætter op, fordi det giver dig mest værdi? Giv dit bud og inspirer os alle.
Posted by (4) Comment
Der er fuld knald på når det drejer sig om webanalyse. Det vigtigste kan findes på min twitterprofil @webanalytiker, men til dem der ikke er på Twitter og til dem hvor nogle links druknede i mængden, så er her de interessante nyheder for november måned.
Jeg har valgt at dele det op i tre grupper for at gøre det mest muligt overskueligt
Det går med flyvende fart, så inden for de 13 dage er sitet blevet tilføjet som ressource til Thorborgs e-pusher, tilføjet som link på den officielle danske Google Adwords blog og webanalytikeren selv er blevet ekspertblogger på Computerworld.dk. Sidstnævnte er selvfølgelig mest interessant, for det betyder at du i fremtiden ikke blot kan læse blogindlæg om webanalyse her, men også på Computerworld.dk i gruppen Webudvikling. Vinklen vil blive mere overordnet og bredere end her, hvor det til tider bliver noget mere nørdet og værktøjsfokuseret. Så de to blogs vil supplere hinanden rigtig godt.
En teknisk ting på sitet: Trackingsystemet GoingUp er blevet fjernet, hvilket gerne skulle medføre bedre loadtider (mangler lige at fjerne det på forummet godt nok, men det kommer).
Og så er der indhold på ALLE sider på sitet nu
Er du på Linkedin? Så tilføj dig gruppen “Webanalytiker.dk”, som er åben for alle brugere af sitet. Præcis hvordan og hvorledes gruppen vil blive brugt får vi at se med tiden. Men udover muligheden for at poste jobs mv., så giver det også muligheden for at brugerne af sitet bedre kan linke og networke.
Der er nok at se til på alle fronter, og Google Analytics er specielt interessant med de funktioner, der rulles ud for tiden. Highlights er:
Nu er Costum Variables tilgængelige (i al fald hos mig). Det finder du i menupunktet “Besøgende”.
Avancerede filtre er også kommet, hvilket er en fantastisk ting. Så fantastisk at det får sit eget blogindlæg senere. Men du finder det under fx Trafikkilder rapporten.
Et interessant engelsk blogindlæg om de 7 mest klassiske fejl i Google Analytics opsætningen så dagens lys.
Og et andet spændende blogindlæg om søgeordsanalyse i Google Analytics ved hjælp af avancerede segmenter. Værd at læse.
Dagens gode nyhed: Feedburner endelig integreret i Google Analytics
Starten er gået på brancheforeningens “Web Analytics Championship”, som alle medlemmer af WAA kan deltage i. Giv den gas!
Du kan læse om interessante wordpress plugins ift. statistik her.
Gratis live chat: http://livehelp.livezilla.net/home/en/
Hvis du bruger CrazyEgg kode, så skal du udskifte den til v 2.0 inden 15. november, hvor den gamle ophører med at virke.
Hr. Skardhamar har taget initiativ til at lave en liste over de danske webanalytikere, som benytter Twitter. Den finder du her: http://twitter.com/skardhamar/webanalytics-denmark . Godt initiativ
Næste uge går det løs: Torsdag afholdes stor Digital Markedsføringsdag 09 i Holstebro. Programmet er spækket med foredrag til den rørende billige pris på 1.500 kr. Så hvis du bor i nærheden, eller kan finde en motorvej, som rammer Holstebro, så er det stadig muligt at tilmelde sig på DM09. Her kan du læse om alle foredragsholderne og programmet.
Og endeligt endeligt…
Så lavede jeg en lille Google Analytics gave i dag. Hvis du ønsker at evaluere din Adwords i Google Analytics, så kan det gøres på mange måder, men jeg har lavet en skræddersyet tabel, som indeholder de absolut vigtigste data. For at se denne, så skal du foretage følgende:
Jeg håber den lille gave kan inspirere dig til at arbejde mere med de skræddersyede rapporter, for der er et væld af muligheder her.
Sikke to uger. Var det brugbart, eller ren forvirring?
Posted by (11) Comment
Webanalyse er ikke let, og det må selv store medier erkende.
Google Analytics retningslinier er ganske klare: Man må IKKE spore noget, som kan identificere brugeren personligt. Det må altså ikke være muligt at kunne kæde en given adfærd sammen med en unik person.
Og hvorfor så nævne dette? Jeg har tidligere bemærket at der i links fra nyhedsbreve indgår mailadressen i sitets Google Analytics kampagnesporing (som content – utm_content). Men seneste opdagelse viser at der er langt igen for webanalyse, ikke blot i Danmark, men i store dele af verden. For det sidste nyhedsbrev jeg så hvor mailadressen indgik i URL´en og kampagnesporingen, var fra Businessweek.com.
Når man opretter en Google Analytics konto accepterer man bl.a. følgende:
7. PRIVACY . You will not (and will not allow any third party to) use the Service to track or collect personally identifiable information of Internet users, nor will You (or will You allow any third party to) associate any data gathered from Your website(s) (or such third parties’ website(s)) with any personally identifying information from any source as part of Your use (or such third parties’ use) of the Service. …
Der står altså helt tydeligt: Du må ikke kunne identificere brugeren personligt.
Det lidt sjove er at der faktisk ikke længere er Google Analytics på Businessweek.com. De har rodet sitet godt ind i diverse andre værktøjer, men GA ser ud til at være fjernet. Det betyder ikke at email-adressen ikke kan spores, for det er blot at lave et filter ud fra hvilken email entrypage URL indeholder.
Indlægget kom ikke kun pga. denne ene case, men er også påvirket af at et unavngivent større dansk firma, som KUN beskæftiger sig med email-udsendelse som default (altså vis man klikker kampagnesporing til) sætter content=email. Da jeg påpegede det var der tilmed uvilje mod at gøre noget som helst ved sagen.
Forståelsen for webanalyse har langt igen. Men jeg troede faktisk i højest grad det var omkring vigtigheden af korrekt og avanceret implementering, validiteten af implementeringen, analysen og brugen af resultaterne. Men nej, det gælder tilsyneladende også den lettere lemfældige måde at omgås de retningslinier der er stukket ud.
Så moralen er: Udsender du nyhedsbreve, så sørg lige for IKKE at spore brugerens email, når de kommer ind på sitet.