Alt om webanalyse & tracking
28
juni

Når Google laver store ændringer, så får det typisk fin omtale på diverse sociale medier, og selvfølgelig også på Google Analytics egen blog. Men der sker faktisk meget mere end dette, da der er en lang række ændringer, der ikke får så meget omtale.

Dette blogindlæg viser derfor ændringer, der kun har fået lidt eller ingen omtale overhovedet – det jeg vil kalde undergrunds Google Analytics nyheder :-)

Nyhederne jeg vil omtale i dette blogindlæg er genindførslen af dollar indeks, nu kaldet sideværdi, nye dimensioner og metrics – trafiktype og organiske besøg, muligheden for at kopiere profiler, indgange i siderapporten og ikke mindst muligheden for at analysere effekten af landingssiderne med ehandelsdata.

Kopier en Google Analytics profil

En super fed ny  mulighed er at man nu kan kopiere en profil i Google Analytics. Data følger ikke med – kopieringen er af hele opsætningen af profilen. Det betyder at hvis du skal sætte en række profiler op med samme indstillinger og mål men måske med forskellige filtre, så du har en profil pr trafikkilde, så kan du nu klare dette ganske hurtigt. Som konsulent er dette en kæmpe fordel, da det er ofte at fx mål skal sættes op flere gange.

Du finder kopiering af profil under “admin” og fanebladet “Profilindstillinger”. Nederst er muligheden for at kopiere profilen:

Nye dimensioner og metrics: Trafiktype og organiske besøg

Google har på det seneste sneget et par nye tal med ind. Du kan se dem når du laver en tilpasset rapport eller arbejder med dine dashboards. De to nye dimensioner hedder hhv. Trafiktype og Organiske besøg.

Trafiktype

Trafiktype er 100% ens med Medium. Skiftet skyldes formentlig at medium kan være svært at forstå – det er et håbløst navn og så har direkte trafik ikke noget medium. Med trafiktype er direkte trafik nu direkte, og cpc er Paid.

Uanset om det hedder trafiktype eller medium, så er det en fantastisk dimension og rapport. Det er her du kan få det mest overordnede overblik over dine trafikkilder, og kan evaluere på få overordnede grupperinger. Det er her du skal starte med at analysere dine trafikkilder. Så fedt at Google Analytics sætter mere fokus på at alle kan forstå hvad overblikket betyder.

Se dette billede for at se forskellen:

Organiske søgninger

Der er kommet en ny metric, dvs. et tal, i Analytics kaldet “Organiske søgninger” eller “Organic searches” på engelsk. Googles egen forklaring på det nye tal er: “The number of organic searches that occurred within a session”. Antallet er lavere end besøg fra organiske søgninger, men jeg må indrømme at jeg faktisk ikke har forstået hvad det betyder. I ovenstående screenshot har jeg 5.789 besøg fra organisk trafik og samme tal for Organiske søgninger er 4.117.

Så Organiske søgninger er nye, og jeg har nogle tanker om hvad det dækker over, men da jeg ikke er sikker må i vente med min udmelding :) Er der evt. andre der er sikre på definitionen af denne nye metric?

Indgange og page value i rapporten over sidevisninger

Så kom det mange har råbt efter. Dollar indeks er tilbage, i form af “Page value”, på dansk kaldet “Sideværdi”. Det viser hvor meget omsætning siden har været involveret i. Værdien er udregnet på baggrund af denne formel:

Side værdi = (transaktions værdi + målværdi) / Unikke sidevisninger for siden

Sideværdi er dermed en god måde at finde sider, som har visninger, men der ikke bidrager økonomisk set til forretningen. Her skal der gøres noget! Læs mere om SideVærdi på Googles egen blog.

Derudover er antallet af indgange blevet tilføjet, så bounceraten (på dansk kaldet afvisningsprocent, men i skrivende stund kaldes det enkeltsidefrekvens på dansk – det skifter lidt ;-) ) ikke fejlfortolkes. Problemet før bestod i at en side med mange sidevisninger godt kan have haft meget få indgange. Lad os sige at en side har 3500 sidevisninger men kun 10 der er startet der. Bounceraten står til 70% og det virker forfærdeligt: 70% ud 3.500. Men det er jo kun 70% ud af de 10 indgange.

Det er tæt på at rapporten med landingssider nu er overflødig, for vi kan jo bare sortere på indgange i rapporten med “Alle sider” – og så alligevel ikke, for rapporten med landingssider er også opdateret.

Landingssider nu med ehandelsdata

Landingsside rapporten har fået tilføjet ehandelsdata, som du finder frem ved at klikke på fanebladet for ehandel over grafen. Det er en fed mulighed, for det gør det muligt at analysere effekten af de forskellige landingssider. Dvs. hvor mange har købt ift. hvilken side de startede deres besøg på. Det giver mulighed for at analysere om der er nogle sider brugerne starter på, men ikke køber via, og så er der jo noget der skal optimeres. Denne ændring er ikke helt så ny, men ikke desto mindre noget man selv har skulle opdage.

Tilføj alerts til dit dashboard

Analytics intelligence alerts er ret overset ift. hvor mange fede muligheder der er. Du kan derfor læse mere om intelligence Alerts i gæsteindlægget fra Kim fra SpamFighter. Der er netop kommet endnu mere fokus på det, og du kan nu tilføje dine alerts til dashboardet, så du får det med i dit overblik. Det er et godt tiltag, der vil gavne i det daglige.

Hvad siger du til det? Kan de nye muligheder bruges? Er undergrunds nyhederne også interessante, eller skal det være de helt store nyheder før det er spændende? Og de kommer i øvrigt også – de er lige om hjørnet ;-)

 

VN:F [1.9.14_1148]
Rating: 5.3/6 (3 votes cast)
Sideværdi, profil kopiering, nye metrics og andre undergrundsnyheder, 5.3 out of 6 based on 3 ratings

Har du også overvejet at læse følgende spændende blogindlæg?:

  1. Google Analytics eksperimenter, social og andre nyheder Som brugere har vi oplevet at Google Analytics har fået...

Category : Google Analytics / Nyheder

Comments

Jeg lagde godt nok også mærke til “organic searches” den anden dag, da jeg satte en ny rapport op. Den har næsten samme værdi som min besøg filtreret ud på Google/organic. Efterfølgende er jeg kommet til at tænke det måske er det samme, bortset fra den nye ikke har (not provided) med, men det giver igen ingen mening da de skriver “within a session”. Så jeg glæder mig til at høre hvad det er.

Søren Sprogø juni 28, 2012

Sjovt, den der “organic searches” faldt jeg også over forleden, og kunne heller ikke helt regne den ud.

Jesper Jørgensen juni 28, 2012

Mit bud:
En bruger der ankom via Google Organic i går, og som direkte i dag, vil fremgå som kommende fra Organic, men med 0 “organic searches”.

En bruger der i samme session kommer ind via organic -> organic -> PPC, vil fremgå somkommende fra PPC, men med2 organic searches.

Er det konsistent med det I ser?

God oversigt iøvrigt Jacob. Har ventet på Dollarindex efter at have set den i beta i noget tid, så fedt at den er fast på. Ecommerce data på landingssider er også en vinder.

Jacob Kildebogaard juli 30, 2012

Indlægget er blevet opdateret: Page Value er udregnet på baggrund af antal unikke sidevisninger, og køb hvor siden er set i samme besøg. Formlen er helt konkret:

Side værdi = (transaktions værdi + målværdi) / Unikke sidevisninger for siden

Man kan læse mere om Page Value på Googles egen blog:
http://analytics.blogspot.dk/2012/07/understanding-and-using-page-value.html

Skriv en kommentar

close
Facebook IconYouTube IconTwitter IconBesøg vores Google+ side