Google Analytics premium og live statistik

Igen kom der store nyheder fra Google Analytics, denne gang en god til alle, samt en nyhed om en betalingsversion.

Google Analytics live statistik

Først den gode nyhed, som kommer os alle til gode: Inden for få uger har du live statistik i dine Google Analytics data. Det vil sige, at du kan se præcis hvad der sker på dit site nu og her. Det findes allerede i værktøjer som Charbeat og Woopra, men har så krævet at man også har disse værktøjer implementeret.

Udover at du kan se hvad der sker nu og her, så kan man også se aggregerede data for de sidste 30 minutter, så man kan få et lidt bredere indtryk af hvad er interessant for brugerne nu og her.

Det er en super fed nyhed, og det er interessante data at have. Der er dog nogle forbehold, fx selvom du har filtre på din Analytics profil, så indgår dette ikke i data, og konverteringsdata er heller ikke en del af live data. Google kan tilsyneladende ikke nå at behandle filtre og konverteringsdata så hurtigt, så det kan blive live.

Jeg vil ikke gå mere i detaljer med nyheden, men du kan læse mere i dette blogindlæg.

Premium udgave af Google Analytics

Der har i lang tid været snak om at der kom en betalt udgave af Google Analytics, og til Analytics konferencen i København tidligere på året blev det formuleret som “at der vil altid være en gratis version”. Nu er den så kommet: Google Analytics Premium.

Google har nu indført muligheden for at betale sig til bedre performance og flere muligheder. Problemet i danske øjne er dog at denne udgave koster 150.000 dollar om året, og trods faldende dollarkurs, så er det ikke småpenge.

Ved at købe premium udgaven får man

  • Alle data opdateret på 4 timer (ved store datamængder i den gratis udgave opdateres der kun dagligt)
  • 50 custom variable (gratis udgaven har kun 5)
  • Formelt set ejer kunden selv data
  • Der gives garanti på dataregistrering- og rapportvisnings oppetid
  • Implementering, træning, webinar og support er inkluderet i prisen via Analytics partnernetværket

Med dataejerskab og de øvrige ekstra features er Google Analytics for alvor rykket ind på premium markedet, og er en seriøs konkurrent til de andre betalingsværktøjer.

Premium i Danmark?

Det store spørgsmål er hvor relevant Premium er i Danmark når prisen er så høj? Hvis udgaven kan bruges til flere sites, så kan nogle koncerner måske bruge det (fx hele bestseller koncernen).

I og med at de ca 825.000 krs årlige licens inkluderer fuld support, så går noget af betalingen til partneren, der håndterer supporten. Om nogle af partnerne i Danmark overhovedet er gearet til 10 timers daglig telefontid og support er spørgsmålet, men en enkelt aftale vil formentlig også give økonomi til en deltidsmedarbejder. Måske er det netop fordi partnernetværket ikke er gearet til det at premium udgaven pt. kun rullet ud i USA, Canada og England.

Bagsiden af en premium udgave

Det er en super god nyhed at det er mulighed at tilkøbe flere custom Variables og andre udvidede datamuligheder. Men desværre var prisen ikke de 100$, der tidligere var rygter om, men derimod et skyhøjt niveau.

Google siger at de fortsat vil udvikle den gratis version, men der er ingen tvivl om at de nu skal vise en tydelig forskel i hvad man får, for at kunne forsvare prisen. Så for den gratis udgave betyder det at der ikke lige rulles flere custom variables ud, loadtiderne og datamængden forbedres ikke, og data vil stadig være stikprøvebaseret.

Jeg håber at de fremtidige betalende brugere giver Google endnu flere ressourcer til at produktudvikle, og at det smitter af på gratisudgaven. Men jeg har samtidig brug for at se fra Googles side, at de ikke kun glæder de betalende med flere data, men også alle os der ikke har million-overskud til at bruge på et webanalyseværktøj :-)

Du kan læse mere om bagsiden i et blogindlæg hos Econsultancy.com.

Googles egen video om Premium:

httpv://www.youtube.com/watch?v=6ZCT1q22zWA

 

Hvad synes du om de to nyheder? Glad for det nye live data? Frygter du at de fede ting ryger i betalingsudgaven?

VN:F [1.9.14_1148]
Rating: 0.0/6 (0 votes cast)

Har du også overvejet at læse følgende spændende blogindlæg?:

  1. Har Google instant preview ødelagt min statistik? Har Google instant Preview ødelagt mine Google Analytics data? Der...
  2. Google Analytics rykker for vildt igen I de sidste 12 timer har Google Analytics blæst os...
  3. Google opgiver Google Analytics 2009 bliver sidste kald for Google Analytics NB: Dette blogindlæg...
  4. Google Analytics API tilgængeligt Google launcher nu API til Google Analytics Vi har ventet...
  5. Kommer tyskerne til at koste os Google Analytics? Tyskerne har et noget specielt forhold til at blive overvåget, og  frygten...

13 tanker om "Google Analytics premium og live statistik"

  1. Joakim Ditlev

    Live stats på GA lyder flot, men jeg tror det kommer til at skuffe, når det kommer ud. Hvad jeg har læst mig til er det kun en enkelt rapport, der bliver live opdateret live. Som du selv er inde på fungerer filtre, konverteringsstats og lignende ikke live.
    Tror det bliver sparsomt, hvad du reelt kan bruge de data til, men sexet det er det da.

  2. Kevin Simper

    Jeg synes det er en meget høj pris! Men det er nok heller ikke henvendt til personer og firmaer med små og mellemstore hjemmesider.

    For disse er funktionerne “Nice-to-have”, men ikke nødvendig, hvorimod hvis du har en kæmpe hjemmeside hvor du omsætter for rigtig mange penge hver time, kan der være en ide i at kunne reagere hurtigt.

    Jeg tror stadig at GA vil forblive den fortrukne for hjemmeside ejere.

  3. Nicolaj Kirkgaard Nielsen

    Jeg må indrømme jeg aldrig har manglet realtime data i GA. Til det jeg bruger GA til, er det ikke relevant (forbedring af sitets performance overall, kundeforståelse og måling af værdien af annoncering).

    For virale sites etc. knalder jeg Clicky på og det er fint til mine realtime mål (besøgende, trafikkilder etc.), men er stadig opmærksom på at realtime data hurtigt kan gå hen og blive data puking og ikke egentlig data med indsigt, der kan handles efter.

    Mht. Premium er jeg lidt bange for fremtiden for gratisudgaven. Jeg kan ikke se hvordan det nuværende featuresæt kan sælge en så dyr premium udgave, hvilket kunne tyde på at Google dedikerer en hel del udviklingstid til premium udgaven fremover. Det vi kan håbe på, er selvfølgelig at deres model giver “lite” udgaver af samme featuresæt til gratisterne (som f.eks. de gør med tilpassede variabler, som du nævner).

  4. Søren Sprogø

    Jeg kan heller ikke lige se hvad jeg skal bruge live stats til, ud over at det da nok er en meget sjov feature at sidde og kigge på. Men så heller ikke mere end det.

    Mht. Google Premium, så tror jeg ikke det er aktuelt for nogen danske virksomheder overhovedet.

    Det vigtigste i Premium tror jeg er, at du får din egen “data ø”. Dvs. de opretter nok et helt separat setup ved siden af “free”, hvor der ikke bliver delt data med andre eller bliver påvirket af andre.

    Her tror jeg mange større offentlige (amerikanske) myndigheder kunne være interesserede. For der er store privacy betragtninger i, at en offentlig virksomhed skulle installere det “gratis” Google Analytics værktøj. Der er jo ikke noget her i verden der er gratis, prisen er at man deler data med Google. Og det er ikke noget man ønsker at se på offentlige sites.

    For amerikanske offentlige institutioner, er 150.000USD peanuts. Og nu får de muligheden for også at bruge GA.

    Men det er altsammen bare mine umiddelbare tanker, kan nemt være jeg er helt forkert på den :-)

  5. Jacob Kildebogaard

    Mange tak for alle jeres kommentarer :)

    @Ditlev: Jeg er rimelig enig. Men jeg har også hørt fra medier og andre at de synes det er interessant. Det kan blive en del af info-tavlen der kører i afdelingen, med antal besøg på sitet lige nu.

    @Kevin: Jeg tror du blander det lidt sammen – realtime bliver tilgængeligt for alle, så det er ikke en del af det man får for de mange penge.

    @Nicolaj: Helt enig i at det ikke bruges så ofte. Men det er vel en fordel hvis du slipper for at implementere et ekstra værktøj? Data Puking er absolut relevant i denne sammenhæng ;)

    Efter et døgns grublen over det hele, så føler jeg egentlig at den betalte udgave/pakke samlet set ikke er meget mere end tre ting:
    - Fuld support (kan tilkøbes billigere på anden vis)
    - Mulighed for store datamængder (den vigtigste del i mine øjne)
    - Ejerskab over data (den vigtigste i konkurrencen overfor andre betalte værktøjer)
    Resten er småting, som er nice, men ikke i nærheden af betalingen værd.

    @Søren: Jeg tror du har helt ret i at ejerskabet er vigtigt for nogle, men ift. de offentlige amerikanske virksomheder, så kører mange af dem allerede med den gratis udgave. Det ville vel ikke ske hvis det var så vigtigt for dem med ejerskabet. Ejerskabs-elementet ser jeg som en mulighed for at få sites/virksomheder, der i dag IKKE bruger GA allerede.

  6. Ulrik Sandholt

    Jeg tror at ejerskabet er vigtigt af en grund, nemlig at du giver Google information om dine kunders adfærd og dermed dine konkurrenter information om dine kunders adfærd, som de så kan anvende behavioral targeting i annoncer til at målrette deres indhold imod.

    Altså er faren, at du giver konkurrenter mulighed for at rette annoncering imod dine kunder på baggrund af hvad de har foretaget sig på dit site.

    Det er ikke hensigtsmæssigt for nogen virksomhed.

  7. Ulrik Sandholt

    Lad os antage at du er et flyselskab og sælger flybilletter i Europa.
    Du lægger Google analytics script på alle dine sider, inkl. dine produktsalg. På denne måde sender du dine trofaste kunders adfærd til Googles servere. Google ejer din data og tilbyder deres kunder behavioral targeting i Google Adwords og DART. Altså at du kan targete dine annoncer imod brugere på baggrund af deres adfærd på nettet.

    Google ved nu at dine trofaste kunder er interesserede i at købe en rejse (hvis de har besøgt dit site for nylig). De ved i virkeligheden enormt meget om deres behov, alt efter hvor meget du tracker i GA. Denne viden kan dine konkurrenter bruge når de i Google Adwords bruger behavioral targeting. Altså vil dine trofaste kunder blive udsat på annoncer som er rettet mod flyrejser, fordi de har browset rejser inde på dit site. Altså kan dine konkurrenter langt nemmere gafle dine trofaste kunder, fordi Google, via GA, ved hvad de laver på dit site (som er deres foretrukne flybilletsite) og derfor kan tilbyde dine konkurrenter at lave målrettet annoncering imod denne adfærd. Du giver altså dine konkurrenter en fantastisk mulighed for at målrette deres marketing imod dine kunder, fordi du gerne vil have gratis analytics. Husk når et produkt er gratis er du ikke længere kunden, men produktet. Ellers ville det ikke være gratis.

    Og du kan for den sags skyld nemt forlænge ovenstående til SEO. Altså at Google viser organiske søgeresultater baseret på dine trofaste kunders adfærd på dit site. Altså at der pludselig dukke konkurrenters tilbud op, fordi de har browset flyrejser hos dig.

    Hvis jeg var en virksomhed, som levede af at beholde mine kunder, så ville jeg betænke mig ved at forære et reklamebureau information om mine kunder, vel vidende at reklamebureauet lever af at sende disse kunder annoncer for dine konkurrrenters produkter.

    Så hvis Premium giver dig 100% ejerskab af data uden at Google OGSÅ kan bruge data, så er det bestemt et skridt i den rigtige retning.

  8. Ulrik Sandholt

    Eller med andre ord. Hvis et reklamebureau kontaktede dig og sagde:
    “Hej, jeg har en masse af dine konkurrenter som kunder og de vil gerne forsøge at snuppe dine kunder fra dig, gennem vores annoncenetværk. Er der mulighed for at jeg må få din kundeliste så vi kan sende dem en masse målrettede annoncer i forhold til hvad de plejer at købe hos dig, hvis jeg giver dig et stykke gratis software til at se hvordan du kan blive bedre til at holde på dine kunder?”

    Er der kun mig der kan spotte ironien her?
    Hvad er mest værd:

    a. Din kundeportefølje?
    b. Gratis analytics?

  9. Jacob Kildebogaard

    @Ulrik: Det er fedt du smider dine holdninger frem, bliv endelig ved med det. Men det lugter lidt af at du egentlig bare gerne vil sælge folk en Webtrends løsning ;-) Som annoncør hos Google oplever jeg “desværre” ikke at jeg får kundelister eller fuld råderum over konkurrenternes data. Skulle de endelig bruge nogle data udadtil, så er det i langt højere grad data fra Google Toolbar, og så er effekten uanset om der bruges en gratis udgave af Google Analytics eller en dyr Webtrends løsning.

  10. Christian

    Hej Jacob.

    Selvfølgelig vil Ulrik gerne sælge en Webtrends løsning, og det er jo sikkert derfor, at han er bedre til at se de skjulte problemer ved Google Analytics.

    I stedet for at bekymre dig om dette, burde du tage hans argument til efterretning. Faktum er at Google ejer de data, de indsamler, og det skulle da være underligt, hvis ikke de gjorde brug af dette ejerskab på en eller anden intelligent måde.

    Desuden skal man passe på med ikke at kaste med sten når man selv bor i et glashus. Konsulenter, der som dig specialiserer sig i Google Aanalytics, har jo en interesse i at “sælge” en GA løsning. Alle har en eller anden form for “bias”, og derfor er det kun fint at få så mange synspunkter på bordet som muligt :-)

  11. Ulrik Sandholt

    Så du mener hermed at Google ikke anvender den data der bliver samlet op til behavioral targeting?

    http://searchengineland.com/google-rolls-out-behavioral-targeting-to-all-adwords-advertisers-82976

    Det kunne ellers godt se ud som om at Google gør lige netop det.

    Jeg prøver ikke at sælge nogen Webtrends ved at skrive her. Specielt idet det var dig selv der skrev blogindlægget om Google Premium, som jeg netop skriver jeg håber vil tage ejerskabet alvorligt.

    Alternativt kunne jeg anklage dig for at sælge folk et webanalyseværktøj (GA) hvor de forærer deres kunder væk, fodi det er det værktøj du tjener dine penge på at kunne levere konsulentbistand til. Er det rimeligt?

    Jeg fraråder blot at man bruger gratisversionen af Google Analytics som virksomhed. For min skyld kan man bruge Clicktale, Clicktracks, Yahoo Analytics, Google Analytics Premium, Core Metrics, Omniture eller Webtrends. Så længer din data forbliver din og ikke ender i hænderne på dine konkurrenter. Det er lige netop det springende pukt i GA Premium. Hvis de altså ikke også bruger din data,

    Endnu mere sjovt er det at Google rent faktisk ved at øge konkurrencen om dine egne kunder, også øger efterspørgslen på deres egne annoncer, fordi man skal konkurrere om dem med sine konkurrenter i højere grad gennem bl.a. AdWords. Ret smart forretningsmodel…..for Google.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>